De ræser ikke for at komme først, men for at rense stranden
Hundredvis af danskere har fjernet mere end to tons plastik fra strandene på den jyske vestkyst i en 456 kilometer lang stafet, der kombinerer sport, folkeoplysning og skraldeopsamling.
Ud fra den lille nordtyske ø Sylt padler fire mænd fra Race for Ocean Foundation i hver sin havkajak. En af dem har en GPS-tracker rundt om halsen, som han på olympisk manér overrækker til sine kollegaer, da han når i land på Rømø. Herfra triller det nye hold motionister på elcykler afsted mod Sønderstrand i det sydlige Jylland, hvor en gruppe frivillige står klar. De skal sideløbende med stafetten, og sammen med hundredvis af andre danskere, hjælpe med at fjerne plastik fra en række strandlokationer på en 456 kilometer lang strækning fra Sylt til Skagen.
“Der er en enorm fed dynamik og en virkelig hyggelig atmosfære. Og det er til trods for, at emnet, som vi ønsker at sætte fokus på, er ret alvorligt” siger Signe Simonsen, initiativtager til foreningen Race for Oceans Foundation.
Foreningen, som Signe Simonsen grundlagde i 2019, ønsker at sætte fokus på Verdensmål 14 om livet i havet, og herindunder den stigende plastikforurening i havene. Og det har de netop gjort gennem Race for Oceans-stafetten, der for fjerde år i træk løb af stablen over 19 dage i maj og juni.
Mens stafetten undervejs blev transporteret med havkajakker, elcykler og klassiske kondisko, var over 500 frivillige på de danske kyster med til at fjerne 2083 kilo plastik.
“Det lyder som et vildt tal, men det er desværre ikke særlig svært at finde, fordi der ligger virkelig meget plastik derude,” siger Signe Simonsen.
Hver femte fisk har plast i maven
Det er efterhånden ikke nogen hemmelighed, at efterladt plastik kan være flere hundrede år om at blive nedbrudt. Og hvert år ender mindst 14 millioner ton plastik i havene på verdensplan, hvor det gør stor skade på dyrelivet.
Forskere fra DTU Aqua har i en rapport fra 2015 vist, at hver femte fisk i de danske farvande har plast i maven. Det skyldes blandt andet plastik fra brugte fiskenet, som udskiller mikroplast, når de bliver nedbrudt. Men derudover kommer det meste af det plastik som findes i havet fra fastlandet, hvorfra det enten er tabt eller blæst ud i havet, skriver forskerne i rapporten.
Så der er rigeligt med problemer at tage fat i for Signe Simonsen og Race for Ocean Foundation, som godt er klar over, at de to tons plastik fra den vestjyske kyst blot er en dråbe i det store plastikhav.
Derfor gør hun det også klart, at formålet med stafetten ikke bare er at samle plastik op fra strandene.
“Det er ikke afgørende, hvor meget vi samler. Det, der er vigtigt, er, at vi får inkluderet mange forskellige mennesker i vores aktiviteter, da livet i havet er essentielt for vores fremtid på jorden," fortæller hun.
Det gør de blandt andet ved at invitere miljøorganisationer og foreninger med til strandrensningerne, hvor de holder oplæg om udfordringerne ved plastik for de fremmødte frivillige.
På den måde består Race for Ocean-stafetten af en kombination af sport, motion, videndeling og strandrensning.
Historien fortsætter under billedet
Global stafet
Mens det danske initiativ er løbet af stablen på de danske kyster siden 2019, så har konceptet nu også bredt sig til resten af verden. Efter Signe Simonsen og Race for Ocean Foundation vandt verdensmålsprisen i kategorien ildsjæle i 2020 blev de kontaktet af UNLEASH, som er en ngo, der støtter innovative projekter i relation til de 17 Verdensmål. Sammen har de startet Race for Oceans Global, som har bragt stafetten videre til 37 lande på tværs af seks kontinenter.
I 2021 var der blandt andet strandrensninger og stafetløb på tværs af verden fra Denyenye i Kenya til Yuigahama Kamakura i Japan og Hellshire på Jamaica.
Hjemme i Danmark bliver stafetten også udvidet, når det næste rense-ræs skydes i gang allerede den 1. august senere i år. Her vil frivillige igen fjerne plastik fra de danske strande, men denne gang på den jyske østkyst, på en strækning fra Skagen til Aarhus.