Nyt værktøj fjerner unges nøgenbilleder fra nettet

Når unge får delt nøgenbilleder på nettet mod deres vilje, kan det efterlade dem med følelsen af skyld, skam og selvbebrejdelse – men nu giver et nyt værktøj dem en lille mulighed for kontrol. Facebooks moderorganisation, Meta, står bag Take it Down, hvor unge kan få hjælp til at fjerne intime billeder fra nogle af de store sider på nettet.

Skoletid, fritid, sengetid – en stor del af de unges tid bliver brugt online, og det er ikke uden konsekvenser. Rigtig mange unge har nemlig haft ubehagelige oplevelser på nettet.

Næsten halvdelen af unge mellem 13 og 17 år har oplevet digitale krænkelser ifølge Red Barnet. Det indebærer blandt andet trusler, chikane og hadefulde kommentarer, men også at få delt intime billeder eller videoer mod ens vilje på nettet.

Når først et foto er online, kan man ikke fjerne det igen, plejer det at lyde, men det behøver ikke længere være tilfældet. Et nyt værktøj er nemlig blevet sat i verden til at hjælpe børn og unge med at få fjernet ulovligt delte nøgenbilleder fra nettet – og det får ros fra flere eksperter.

Facebooks moderorganisation, Meta, står bag det nye værktøj, som har fået navnet Take it Down og er blevet udviklet i samarbejde med det amerikanske National Center for Missing and Exploited Children, NCMEC. Det har til formål at hjælpe børn og unge under 18 år med at få fjernet nøgenbilleder, seksuelle videoer og andet intimt materiale, som er blevet delt online.

”Det er helt gratis at dele en masse på nettet, og enormt svært at få det fjernet igen – men det her værktøj viser, at det ikke er sådan, det behøver at være,” lyder det fra sekretariatsleder ved paraplyorganisationen Digitalt Ansvar, Ask Hesby Krogh, som retter en sjælden ros mod Meta.

En lille mulighed for kontrol

Per Frederiksen er psykolog hos Red Barnet, og han roser også det nye værktøj.

”Det er et vigtigt redskab til at kunne beskytte sig selv mod digitale krænkelser,” siger han.

”Det giver børn og unge en lille mulighed for at få lidt kontrol. Det er virkelig vigtigt, for dem, som bliver udsat for digitale krænkelser af denne her karakter, de føler en enorm magtesløshed og et fuldstændigt kontroltab.”

”Samtykke er ikke længere noget, man laver sjov med. Det er blevet mainstream” Læs også
Udgivet

”Samtykke er ikke længere noget, man laver sjov med. Det er blevet mainstream”

Danmark har nu haft en ny voldtægtslov i et år. Den har budt på positive overraskelser, men også…

Ifølge en analyse fra Red Barnet fra 2021 er det cirka hvert tredje barn mellem 9 og 12 år og cirka halvdelen af de unge mellem 13 og 17 år i Danmark, som har oplevet digitale krænkelser.

Digitale krænkelser kan være mange ting og spænder bredt over ubehagelige oplevelser på nettet, det er eksempelvis hadefulde kommentarer, trusler, diskrimination, afpresning, beskyldninger eller mobning. Digitalt Ansvar beskriver det som krænkelser, vi har kendt til i mange år i den fysiske verden, som er rykket online.

Digitale krænkelser er også ulovlig deling af nøgenbilleder. Der er et stort mørketal i forhold til, hvor mange unge der har fået delt intime billeder eller videoer af dem på nettet mod deres vilje, siger Per Frederiksen fra Red Barnet, men Red Barnets anslår, at tre procent af unge har oplevet det. Til gengæld har 13 procent oplevet at modtage intime billeder eller videoer, som de ikke havde lyst til at se.

”Digitale krænkelser er dybt alvorlige, og vi kan se, de har lige så alvorlige psykologiske konsekvenser som fysiske krænkelser. Vi prøver at udrydde den misforståelse, at det skulle være en formidlende omstændighed, at det foregår online,” siger Per Frederiksen.

Han fortæller, at mange unge, der oplever at få delt intime billeder eller videoer mod deres vilje, føler skyldfølelse, bebrejder sig selv, oplever en stor følelse af skam, og at de kan føle sig ulækre og utilstrækkelige. Derfor understreger han, at et redskab som Take it Down ikke kan stå alene, men at det er vigtigt, de unge føler, de kan gå til de voksne for at få hjælp.

”Der er et vigtigt at få forældre til at være mere tilgængelige, spørge mere ind til børn og unges digitale liv, og at gøre det er nemmere for børn og unge at gå til deres forældre eller lærere og spørge om hjælp, hvis de oplever noget ubehageligt,” siger han.

Et digitalt fingeraftryk

Take it Down er en hjemmeside, hvor alle under 18 år kan få anonym hjælp til at få fjernet eksempelvis nøgenbilleder eller videoer af seksuelle situationer – hjemmesiden kan også bruges af ældre personer, hvis de var under 18 år, da billedet eller videoen blev taget. For hvert billede eller video, man gerne vil have fjernet fra nettet, kan man få generet en kode – et såkaldt digitalt fingeraftryk eller et ”hash” – som kan bruges til at identificere billedet eller videoen.

Det er koden, der bruges til at finde og efterfølgende fjerne billederne og videoerne fra nettet, og selve billedet eller video bliver derfor ikke uploadet til hjemmesiden og forlader ikke ens computer. Det kalder Ask Hesby Krogh fra Digitalt Ansvar for ”en uhyre vigtig detalje.”

”Jeg tror, det er sindssygt vigtigt, at Meta og de andre aktører gør opmærksom på, at det ikke er billederne, man afleverer, men at det er en kode, så billederne kan spores og fjernes, men ikke genskabes. Det er bare en masse 0'er og 1-taller. De får ikke en stor database med en masse billeder, de får en database med en masse koder,” siger han.

Dansk influencer sender kærlig hilsen fra underlivet gennem Verdensmålene Læs også
Udgivet

Dansk influencer sender kærlig hilsen fra underlivet gennem Verdensmålene

Emma Libner (@KH_underlivet) har flere tusinde følgere på Instagram og har brugt sin platform til…

Per Frederiksen fra Red Barnet fortæller, at ”hash”-teknologien er blevet brugt i mange år til at fjerne seksuelt overgrebsmateriale af børn på internettet – det, der tidligere blev kaldt børneporno. Det er altså et værktøj, der er afprøvet. Men teknologien har også en bagside.

”Hash-teknologien fjerner kun nøjagtige kopier. Bare en lille ændring, som hvis nogen har fjernet røde øjne, eller det er beskåret, så virker den teknologi ikke længere,” fortæller Per Frederiksen.

Det er ikke hele internettet

Selvom Take it Down er et skridt i den rigtige retning, er værktøjet ikke uden mangler. Det er de store sider Facebook, Instagram, Yubo, Onlyfans, Pornhub og senest også Tik Tok, som har sagt ja til at benytte redskabet, og det betyder, at de filer, man forsøger at få fjernet fra nettet, kun bliver fjernet fra de seks platforme.

”Men internettet er jo større end dem. Det vil sige, at hvis man er offer for ulovlig billeddeling, hvis man har et billede, der svømmer rundt et sted, hvis man bliver afpresset af nogen, så løser det ikke hele problemet, for Facebook og Pornhub er ikke hele internettet,” siger Ask Hesby Krogh fra Digitalt Ansvar.

Det samme peger Per Frederiksen fra Red Barnet på.

”Noget, vi ser i forhold til digitale krænkelser, er, at det også bliver delt på andre platforme. Det er unge egentlig meget bevidste om. Det burde jo være sådan, at alle de store platforme var med her,” siger han.

Derfor er Take it Down et godt første skridt, men det skal udbredes mange andre steder på internettet, understreger Ask Hesby Krogh.

”Den gode nyhed er, at der ikke er noget til hinder for at gøre det. Hvis Meta kan gøre det, så kan andre også,” siger han.

Han efterspørger lovgivning, der stiller krav til de store internetvirksomheder, og som kræver, at de teknologier, der allerede findes, bliver brugt til at fjerne uønsket indhold på nettet. Derfor skal politikerne på bane, mener Ask Hesby Krogh.

”Man skal tage teknologierne og kæde dem sammen med lovgivning, så der er klare krav til virksomhederne. Nu ved vi, at teknologierne er her, nu mangler vi bare at stille kravene,” siger han.

Take it Downs hjemmeside er indtil videre på engelsk og spansk, men forventes at blive oversat til dansk i løbet af foråret.