Rød, gul, grøn – Klimavenlighed i lampeformat
I bofællesskabet Svalin har man installeret gadebelysning, som viser, hvornår energien er grøn eller sort. Det skal inspirere beboerne til at tænke over deres energiforbrug.
Lamperne langs stierne mellem husene i bofællesskabet Svalin ved Trekroner lyser i forskellige farver. Projektet, som har til formål at gøre beboerne bevidste om, hvornår deres energi er grøn, og hvornår den er sort, kan også være med til at inspirere andre fællesskaber, byer og kommuner, som gerne vil leve op til verdensmål 7 og 11, som handler om bæredygtig energi, byer og lokalsamfund. Det skriver videnskab.dk.
- Når lysene lyser grønt, betyder det, at energien kommer fra bæredygtige energikilder som sol, vand-, eller vindkraft.
- Når lysene lyser gult, så betyder det, at energien kommer fra både bæredygtige energikilder og fossile brændstoffer.
- Det røde lys fungerer bogstavelig talt som advarselslamper. Det betyder nemlig, at energien udelukkende kommer fra fossile brændstoffer, og at beboerne derfor bør overveje deres energiforbrug.
”Det gør, at vi tænker os om en ekstra gang, før vi bruger strøm. Når jeg for eksempel kommer hjem fra arbejde og ser, at gadelyset er rødt, venter jeg med at lade min elbil op til senere på aftenen, hvor elnettet typisk får elektricitet fra grønne vandkraftværker i Norge”, forklarer seniorforsker ved DTU Vindenergi Pierre-Elouan Réthoré, som selv bor i Svalin-bofællesskabet og har været med til at udvikle gadelysprojektet.
Lamperne er en del af forskninsprojektet Energy Collective, der skal gentænke måden, vi producerer og forbruger strøm. Senere skal det dokumenteres, om det skiftende gadelys påvirker bofællesskabets elforbrug. Til videnskab.dk fortæller Pierre-Elouan Réthoré, at hans naboer er begejstrede for projektet.
”Mange af mine naboer er kommet over til mig og sagt, at de er begyndt at tænke mere over, hvornår de for eksempel bruger deres opvaskemaskine. Gadelyset er faktisk blevet et dagligdagssamtaleemne blandt både børn og voksne herude, ligesom når man snakker om vejret.”