"Vi tager den her dagsorden alvorligt"
Gladsaxe Kommune har med udgangspunkt i Verdensmålene udarbejdet en vision for bæredygtig vækst og udvikling i 2018-2022. Vi har talt med kommunaldirektør, Bo Rasmussen, om den bedste løsning, de største udfordringer – og ikke mindst, hvordan de 70.000 borgere helt konkret kommer til at opleve strategien i deres hverdag.
Hvad er jeres vigtigste mål?
Når man kører ind i Gladsaxe kommune, så skal man kunne mærke, at vi tager den her dagsorden alvorligt, at vi arbejder ud fra en Verdensmåls- og bæredygtighedstankegang. Det er det helt store mål.
Hvad er det sværeste mål?
Det sværeste er at få Verdensmålene til at leve ude i befolkningen som en naturlig ting. At vi kommer derhen, hvor vores 70.000 borgere i kommunen tager bæredygtighedsdagsordenen til sig sådan, at det er en selvfølgelighed, at vi sorterer affald, cykler på arbejde eller har ordentlige arbejdsforhold, og at det ikke er noget, vi er nødt til at diskutere vigtigheden af. Det svære er at gøre de store tanker til en del af dagligdagen, og vi skal gøre det uden at være hellige eller patroniserende.
Hvad glæder du dig mest til?
Jeg glæder mig mest til at fortsætte processen. Når vi kaster os ud i det her, så ved vi jo rent faktisk ikke, om det lykkedes. Jeg kan fornemme, at det går den rigtige vej både globalt og lokalt, og jeg tror på, at det lykkes – men jeg ved det jo ikke. Så jeg glæder mig sindssygt meget til at se, hvordan det her udvikler sig de næste år.
Hvad har været den bedste løsning I er kommet op med?
Det første svar er bare at komme i gang. Det andet svar er at lave de konkrete bud på en oversættelse fra store, globale FN-mål til noget, vi kan gøre i en kommune. Jeg synes, at det er fedt, at vi har lavet det. Det fylder virkelig noget hos os.
Hvor har du mødt størst modstand?
Jeg har faktisk ikke mødt modstand. Der er nogen, der har været bekymrede for, om vi glemmer kommunens kerneopgaver. Sæt nu, at der sker en fokusforskydning, hvor man fokuserer på Verdensmålene, men så glemmer, at en kommune er sat på jorden for at sørge for, at borgerne får ældrepleje og så videre. Men det har været en del af diskussionen og ikke modstand mod projektet som sådan. Jeg synes også, at vi med strategien viser, at Verdensmålene understøtter kernevelfærd til borgerne, så der ikke er en modsætning mellem de to ting.