Tidligere flygtninge: Vi må ikke glemme kvinderne i Afghanistan

Altinget og samarbejdspartnere afholdt Verdensmålsugen i Altingets gård. Der blev blandt andet debatteret emnet ”kvinder, der flygter”.

Foran Altinget står elever fra Rysensteen Gymnasium og venter på at komme ind. Fliserne, under de unges sko, er dekoreret med de 17 farverige Verdensmål. De nysgerrige unge går langsomt indenfor, og en stærk duft af te og kaffe møder dem. Det er fredag den 24. september, og Verdensmålsugen er ved nå sit endeligt. Der er dog et par oplæg endnu.

Altinget skriver selv om Verdensmålsugen, at det er et årligt topmøde, som stiller skarpt på det danske arbejde med FN’s verdensmål og inspirerer til videre handling med bæredygtig omstilling og udvikling. Til Verdensmålsugen samles politikere, virksomheder, organisationer og civilsamfund for at dele viden og indsigt, debattere og give retning til nye løsninger og samarbejder frem mod 2030.

Altingets gård er til anledningen pyntet op med træstole, blomster og kraftige varmelamper, som giver publikum sved på panden. Bag scenen er der en storskærm, hvor navnene på panelet står. Den næste debat er om ”kvinder, der flygter”. Moderatoren er Natasha Al-Hariri, der direktør for Dansk Flygtningehjælps Ungdom, og deltagerne er Mursal Popalzai og Berivan Sido.

De skal hver tale om deres egen oplevelse med at flygte fra alt, de kendte til, og ankomme til et helt nyt land. Et land med en helt anderledes befolkning, som har en anden kultur og taler et andet sprog. De skal også ind på Talibans overtagelse af Afghanistan, og hvordan vi sammen kan hjælpe de skrøbeligste, der er på flugt. For som Berivan Sido siger, så ”flygter man altså ikke for sjov, eller fordi man vil på ferie”.

Det unge publikum lytter opmærksomt og stiller løbende spørgsmål, blandt andet om hvordan de kan hjælpe kvinderne i Afghanistan? Svaret er simpelt - at skabe endnu mere fokus på at indfri Verdensmålene, fordi emnet kvinder på flugt berører alle de enkelte mål. Men det er ikke nok at tale om dem:

”Verdensmålene skal være mere end bare farverige ikoner,” slår Natasha Al-Hariri fast.

Vi må ikke glemme kvinderne i Afghanistan

Mursal Popalzai var på det afghanske fodboldlandshold. Hun spiller bedre end mange drenge, siger hun kækt og griner. Det er ikke velset at spille fodbold som pige i Afghanistan. Det er en af de ting, som Taliban slår hårdest ned på.

”De mener, at jeg vanærer min familie ved at spille fodbold, men det giver ingen mening, for mine forældre er vildt stolte af mig”. En af hendes medspillere blev skudt og dræbt af Taliban, og Mursal Popalzais mor er bange for, at Taliban kommer efter hendes datter for at tale åbent om sin fodboldkarriere. Moren er selv blevet truet af Taliban, fordi hun var jurist, og flygtede derfor fra Afghanistan med sine børn. Så Popalzai havde egentlig lovet at lade være med at tale om fodbold, men hun er ikke selv bange for Taliban.

”Hvis jeg er bange for dem, kan jeg ikke hjælpe kvinderne i Afghanistan,” siger hun.

Panelet kommer også ind på den nuværende situation i Afghanistan, og publikum holder vejret.

”Mit hjerte bløder. Min familie i Afghanistan er knust,” fortsætter Mursal Popalzai.

”Mine kusiner er knust. Deres drømme om fremtiden er blevet taget fra dem. Vi må ikke glemme kvinderne eller være så naive at tro på, at vores fjende i 20 år lige pludselig har ændret sig. Selvom Taliban sagde, at kvinder ville fortsætte med at have friheder, så er det løgn. De afgrænser kvinders rettigheder mere og mere for hver dag, der går,” siger hun.

Til et spørgsmål om, hvordan hun navigerer mellem to kulturer, lyder svaret prompte:

”Jeg elsker afghansk mad og det danske demokrati. Jeg er ikke kun dansk eller kun afghaner. Jeg er danskafghaner”.

Meget rørende og relevant

Den næste til at tage ordet er Berivan Sido. Hun fortæller, at hun flygtede fra Syrien som 13-årig med sin familie, og at det var hendes danske sproglærer, der hjalp hende med at forstå reglerne for opholdstilladelse. Hun er i dag derfor ikke i risiko for at blive sendt tilbage.

”Det handler ikke bare om at pege på problemerne og pege på de ting, der gør os anderledes fra jer, men rent faktisk at lære menneskerne at kende og hjælpe der, hvor de har brug for det. Ligesom min sproglærer. Hun spurgte mig, hvad jeg havde brug for, og hun leverede”.

Fordi hun selv har været i systemet, er Berivan Sido sikker på, at to års opholdstilladelse til afghanske kvinder er for lidt.

”Der er ingen, der for alvor tror på, at truslen er mindre om 2 år.”

De tre kvinder forklarer, at det ofte er en mand, der for eksempel ytrer sig politisk og derfor er individuelt forfulgt. Han kan opnå konventionsstatus af Danmark. Mens en kvinde, der har lige så stor risiko for at blive forfulgt, ikke fordi hun er politisk aktiv, men på grund af sit køn, kun kan opnå midlertidig beskyttelsesstatus. Det er, ifølge lovgivningen, fordi hun ikke er et individuel mål for forfølgelse, totur eller overgreb. Panelet mener, at der er nogle skævheder i definitionen af flygtninge, der gør, at selvom kvinder og mænd burde blive anset som lige, så blive de det ikke.

Debatten slutter. Kvinderne på scenen takker for de gode spørgsmål og publikum klapper.

”Debatten var enormt rørende, lærerig og relevant” fortæller 18-årige Eline Thor, der går i 2.g på Rysensteen Gymnasium, mens hun er på vej ud.

”Jeg synes, at Verdensmålene er et genialt initiativ til at løse nogle af de største problemer i verden, og det var fedt at lære mere om dem” siger hun og cykler hjem.