Trosbekendelse og trivselssamtaler: Særlig konfirmationsforberedelse underviser i mere end Gud
Et samarbejde mellem Folkekirken og headspace hjælper konfirmander med at snakke om trivsel. Anledningen er konfirmationsforberedelse, men formålet er langt mere end tro. Her bliver der snakket om alt fra mobning til selvskade.
Som ung kan livet føles vildt og voldsomt. På øverste etage bygges der om, og kroppen begynder at vokse uproportionelt. Man jonglerer venner, familie og skole. Samtidig følger man med på sociale medier, hvor forventningerne til, hvordan man er den bedste udgave af sig selv, synes at vokse i lige så højt tempo, som ens arme og ben. Et pres, der potentielt kan føre til mistrivsel.
Og selvom mange unge heldigvis trives ganske udmærket, kommer vi ikke uden om, at mistrivslen blandt børn og unge desværre stadig er stigende. I 2023 udkom Den Nationale Sundhedsprofil, der viser, at især kvinder i aldersgruppen 16-24 år mistrives. Fra 2013 til 2023 er unge kvinders mistrivsel steget fra 18 procent, til 35 procent.
Der er mange ting, der kan påvirke et ungt sind, og det kan derfor være svært at sætte på formel, hvad der er skyld i unges mistrivsel. En analyse fra Dansk Ungdoms Fællesråd peger dog på, at alt fra skolepres til sociale medier og ensomhed er medvirkende til mistrivsel. Samtidig viser den at 25 procent af de unge i mistrivsel undlader at søge hjælp.
Men i nogle folkekirker er der hjælp at hente. I 10 år har foreningen headspace og Folkekirken arbejdet sammen om initiativet MindU. Et forbyggende initiativ, der gennem konfirmationsforberedelse skal klæde konfirmander på til at sætte ord på deres trivsel. Initiativet strækker sig over landets 10 stifter og berører omkring 2.000 konfirmander om året.
Anledningen er selvfølgelig konfirmationsforberedelse, men indholdet er mere end Gud. Her snakker konfirmander og præster om alt fra mobning og racisme til angst og selvskade. Præsterne bliver derfor en person, som de unge kan betro sig til.
Da MindU startede i 2015, var det med en vision om at flytte samtaler om trivsel væk fra folkeskolen, hvor de oplevede, at unge ofte var bange for, hvordan det ville påvirke deres karakterer. I stedet så headspace en mulighed i konfirmationsforberedelse, hvor præster med deres uddannelse i sjælesorg og forståelse for det at være menneske, kan skabe et trygt rum til at snakke om trivsel.
”Konfirmationsforberedelse falder på et tidspunkt, hvor livet ofte kan føles svært, og hvor de unge gennemgår store forandringer. Det var derfor en oplagt anledning til at introducere trivselssamtaler i netop den aldersgruppe,” fortæller projektleder bag MindU, Nadia Kamber Aarø.
Fællesskab giver trivsel
Fællesskabet er en helt essentiel del af MindU-initiativet. Målet er, at præsterne gennem øvelser udformet af headspace, kan give de unge en forståelse for psykisk sårbarhed, og hvordan de kan hjælpe hinanden.
Og netop fællesskab er faktisk en vigtig faktor for trivsel. En undersøgelse fra 2024 udarbejdet af Børns Vilkår viser nemlig en tydelig sammenhæng mellem sociale relationer og livskvalitet blandt børn og unge. Blandt de adspurgte elever, som ofte ses med venner, svarer 76 procent, at de altid eller ofte er glade for, hvem de er. Omvendt er kun 34 procent af de elever, der sjældent ses med venner, som er tilfredse med sig selv.
”Jeg har dem (konfirmanderne red.), når de er 13-14 år. Så det er her, vi skal begynde at give dem nogle muligheder for at danne deres eget værdigrundlag. De skal finde deres ståsteder i spørgsmålet om hvad de vil stå for og hvad de vil være for andre”, siger Louise Boldt Ekelund.
Ved hver konfirmationssæson afsættes der en undervisningsgang, hvor Headspace kommer ud i kirkerne og afholder en workshop, om hvordan konfirmanderne kan tage ansvar for hinanden.
”De sætter nogle dilemmaer op, hvor konfirmander skal finde ud af, hvad de vil gøre hvis de opdager at der en der cutter eller ser en blive mobbet,” fortæller Louise Boldt Ekelund.
”Der bliver det tydeligt, at de faktisk ikke har tænkt over de her spørgsmål før,” siger hun.
Herefter skal konfirmanderne så tage stilling til de fremlagte dilemmaer. De opdeler sig afhængigt af, om de vil hjælpe eller ej, og her oplever Louise Boldt Ekelund, at der ofte opstår en dialog, hvor de får større forståelse for deres medmenneskelige ansvar.

Ja. Vi har en trivselsudfordring. Men nej. Vi er ikke ved at tabe en hel generation af børn og unge på gulvet.
Medierne maler et billede af en hel ungdom i knæ. Men spørger man forskerne, har langt de fleste…
Et rum i øjenhøjde
MindU’s konfirmationsforberedelse lader også til at være en succes blandt konfirmanderne. Den seneste evaluering,baseret på 2.234 konfirmandbesvarelser viser, at syv ud af 10 har fået større forståelse for, at sårbarhed er en naturlig del af livet, 59 procent er blevet inspireret til at hjælpe andre unge gennem svære perioder og 86 procent fortæller, at de har fået større lyst til at tale mere om mental sundhed med andre.
En af de konfirmander, som deltager i MindU’s konfirmationsforberedelse er Victoria Ribas Rywarll, og hun er ikke i tvivl om, at hun får en masse ud af det:
”Jeg synes, jeg er blevet bedre til at opdage, når mine venner og veninder har det dårligt, men også at snakke højt om, hvis jeg selv har det dårligt,” siger hun og fortsætter:
”Jeg vil tage med videre, at det er helt okay at sige, hvis man har det dårligt, men også at være der for andre, som har det dårlig. Jeg vil også være mere åben for, at jeg kan snakke med alle, for jeg har opdaget, at man kan få et fællesskab andre steder end i skolen.”
Præsten Louise Boldt Ekelund fortæller, hvordan mange af hendes konfirmander vokser som mennesker og begynder at lægge mærke til, hvordan deres venner har det. Det gør de blandt andet, fordi de bliver talt til på en anden måde, end de er vant til fra skolen.
”Det hjælper rigtig meget, at man taler med dem og ikke bare til dem eller om dem for den sags skyld. Her bliver de set som ligeværdige. Det, tror jeg, kommer bag på mange af dem,” fortæller Louise Boldt Ekelund.
Det er en pointe, som projektleder Nadia Kamber Aarø er enig i:
”Vi kommer ikke med noget, der er rigtigt eller forkert. Vi kommer for at have en samtale med de unge og blive klogere sammen.”
Hvis du selvskader, eller på anden måde har det svært, kan du kontakte dit nærmeste headspace-center eller ringe til Børnetelefonen på: 116 111.