Vibeke var styret af stemmer i 27 år. Men et særligt par briller ændrede hendes liv

Vibeke Andersen har hørt stemmer det meste af sit liv, og ingen behandling virkede. Lige indtil hun gennem virtual reality konfronterede sin indre onde stemme – og siden da har den været tavs.

Udgivet den 13 april, 2025 – Af Signe Charlotte Nielsen

”Fuck dig!”

”Ud af mit liv! Du skal ikke være her mere!” råber Vibeke Andersen, til hun bliver helt forpustet.

Vi er tilbage i julen 2020. Vibeke Andersen er alene i en skov, der ligger i nærheden af hendes hjem i Ribe. Træerne står uden blade. Det eneste, hun kan høre, er hendes egen råben og lyden fra den smule sne, der knirker under støvlerne, når hun træder på grusvejen, der slanger sig gennem skoven.

Hun råber ad den stemme, der har hærget hendes liv i 27 år. Noget hun aldrig har gjort før.

”Det var befriende. Det var en følelse af frihed. Det jeg ikke havde turde gøre i 27 år, turde jeg pludselig nu. Nu var det mig, der havde magten over stemmen og kunne holde den i skak. Og det var sådan set begyndelsen på enden,” fortæller Vibeke Andersen, der i dag er 53 år og har boet i Ribe de seneste 20 år.

Stemmen kom ikke tilbage. Og i dag – fire år efter – er Vibeke Andersen stadig fri for den lyse mandestemme, der konstant sagde til hende: ”Du er uintelligent.” ”Der er ingen, der kan lide dig.” ”Du er intet værd.” ”Din mand er dig utro og vil forlade dig.”

Men stemmen forsvandt ikke ud af det blå. For Vibeke Andersen ville aldrig have konfronteret stemmen, hvis ikke det var for den særlige behandling, hun fik for lidt over fire år siden.

Brillerne der befrier

Vibeke Andersen er en af mange med skizofreni, hvor den traditionelle behandling som medicin og terapi ikke virker.

Derfor blev hun i september 2020 tilbudt at være pilotpatient på Challenge, som er et af de forskningsprojekter, der gennem virtual reality skaber en avatar – en slags grafisk figur – af den stemme patienten hører, så man kan konfrontere den.

”Jeg tænkte, det var noget moderne pjat, og at det ikke ville virke en bønne på mig, fordi der var ingen behandling, der virkede,” siger Vibeke Andersen om dengang, hun blev tilbudt behandlingen.

Alligevel endte hun med at takke ja. ”Jeg havde alt at vinde, og intet at tabe, for det kunne umuligt blive værre,” siger hun.

Og i sidste ende vandt hun over stemmen gennem virtual reality (VR) behandling.

En behandlingsform, der har ”lovende resultater”, fortæller Louise Glenthøj. Hun er psykolog og forskningsleder hos Region Hovedstadens Psykiatri for forskningsgruppen Virtu, der fokuserer på at forbedre behandlingsmuligheder for personer med svære psykiske lidelser gennem VR.

Challenge-projektet er en del af Virtu. Et projekt, som Louise Glenthøj og en række andre forskere har undersøgt effekten af. Undersøgelsen er et pre-printstudie og er derfor ikke fagfællebedømt endnu - altså blåstemplet af andre forskere, der har set studiet igennem og godkendt det.

”Forskningsresultaterne viser, at den gruppe, der har modtaget VR-behandling syv gange, var mindre generet af deres stemmer og hørte dem mindre, sammenlignet med den gruppe, der fik standardbehandling,” forklarer hun og fortsætter:

”VR-behandlingen kan dæmpe stemmerne, og i nogle tilfælde blev folk helt fri for stemmer. Vi kontrollerede for, at det ikke var en medicinændring, der gjorde udslaget. Så vi er rimelig sikre på at kunne sige, at det er VR-behandlingen, der er i sig selv, gjorde en forskel,” forklarer Louise Glenthøj.

I den terapeutiske behandling af hørehallucinationer forsøger man normalt at få patienterne til at distrahere sig selv fra stemmerne, siger Louise Glenthøj – for eksempel ved at undgå at lytte til dem, høre musik eller gå en tur.

”Så vi går en helt anden vej i VR-behandlingen. I stedet for at prøve at undgå stemmerne, så skal man faktisk gå i direkte dialog med dem,” forklarer hun.

Stemmen stjal drømmene

Vibeke Andersen er langt fra den eneste i Danmark, der har lidt af skizofreni. Ifølge Psykiatrifonden har omkring 43.000 danskere skizofreni, hvor hørehallucinationer er et af de mest almindelige symptomer. Flere mænd end kvinder får skizofreni, og det bryder typisk ud i 16 til 24-årsalderen.

De første tegn på Vibeke Andersens skizofreni viste sig, da hun var 20 år gammel. Det var i 1992. Men hun blev først diagnosticeret med paranoid skizofreni to år senere. På det tidspunkt boede Vibeke Andersen på kollegie og var i fuld gang med sin HF. Men kun ni måneder efter blev hun førtidspensionist.

”Det var ikke lige mit ønskejob at være førtidspensionist og psykisk syg,” fortæller Vibeke Andersen og fortsætter: ”Mine forældre har altid sagt, at vil du frem i livet, så skal du arbejde. Det har ligget i min rygsøjle gennem hele livet, at jeg er nødt til at bidrage til samfundet.”

Men det mål forhindrede stemmen i Vibeke Andersens hoved – og det var ikke kun arbejde, som hun måtte opgive på grund af skizofreniens tunge byrder.

”Sygdommen har forhindret mig i at få børn og en uddannelse. Den har forhindret mig i at leve et normalt liv, hvor man ikke er på overførselsindkomst,” siger Vibeke Andersen.

Den lyse mandestemme i Vibeke Andersens hoved var endda så invaliderede, at hun ikke engang kunne læse en bog, gå til koncerter, lytte til radio eller tage til familiearrangementer.

Vibeke Andersen fortæller om engang, hun var til en familiefødselsdag hjemme hos sine forældre i starten af hendes 20’ere. Hele familien var samlet rundt om spisebordet og snakkede om stort og småt.

”Der sad jeg ved bordet ligesom alle andre. Men jeg var bare tilskuer. Jeg var ikke en del af selskabet, fordi min stemme sagde, at jeg ikke måtte sige noget, for hvis jeg sagde noget, så ville min familie dø.”

Derfor holdt Vibeke Andersen sin mund. For hun var bange. Virkelig bange for at stemmen rent faktisk kunne finde på at gøre noget – og det er ikke unormalt at være overbevist om det, når man hører stemmer, forklarer Louise Glenthøj.

”De hører det lige så virkeligt, som du hører mig, eller jeg hører dig,” understreger Louise Glenthøj.

Det samme gjaldt for Vibeke Andersen.

”Når du hører stemmer, og når du har paranoid skizofreni, så er tanken om, at stemmen kan slå dig ihjel ikke urealistisk. Det var det, der har afholdt mig i 27 år fra at kunne sige den imod. Jeg var overbevist om, at den kunne slå mig eller andre ihjel.”

Da stemmen fik et ansigt

Intet syntes at hjælpe på Vibeke Andersens skizofreni. Hun afprøvede alt fra antipsykotisk medicin og kognitiv terapi til hypnosebehandling, akupunktur og gruppeterapi for stemmehørere – men ingenting hjalp. I løbet af 13 år boede hun på seks forskellige bosteder for personer med psykiske lidelser, og fordi tilværelsen var så ulidelig, har hun forsøgt at tage sit liv utallige gange.

For omkring en tredjedel af alle danskere, der har psykotiske symptomer som hørehallucinationer, virker den tilgængelige behandling ikke. Så Vibeke Andersen er altså ikke et enestående eksempel.

”Det er velkendt, at det ikke er alle, der responderer på medicin, og det er heller ikke alle, der tåler den, så der er nogen, vi ikke kan hjælpe,” forklarer Louise Glenthøj.

Og netop behandlingsresistens var et af kriterierne for, at Vibeke Andersen blev en del af projektet Challenge. Her fik 266 personer tilbudt ni VR-behandlinger. Vibeke Andersen endte kun med otte sessioner. Den sidste behandling behøvede hun ikke, for der var stemmen allerede forsvundet.

Den første behandling brugte Vibeke Andersen og hendes psykiater på at bygge en avatar, der afbildede den onde stemme, hun hørte.

Omkring 75 procent af alle stemmehørere har nemlig en ide, om hvordan deres hørehallucination ser ud, forklarer Louise Glenthøj. Og selvom Vibeke også hørte andre uforståelige og skrattende stemmer, der lød lidt ligesom en gammeldags transistorradio, der står og svinger mellem to stationer, skulle hun vælge den mest dominerende af dem. Det var mandestemmen.

Og han skulle have et ansigt.

Var han bred eller smal? Hvor gammel var han? Hvilken farve hår havde han? Skæg? Lys eller mørk stemme?

Det var nogle af de spørgsmål, som psykiateren stillede Vibeke Andersen, mens de sammen sad foran en computerskærm på et kontor ved lokalpsykiatrien i Esbjerg og skabte avataren.

Psykiateren skulle også vide, hvad stemmen typisk sagde til Vibeke Andersen. For når Vibeke Andersen skulle møde stemmen, ville computeren ændre psykiaterens stemme, så den lød som den stemme, Vibeke Andersen normalt hørte.

På skærmen foran dem formede der sig lidt efter lidt en figur. Det var en lyshåret mand med skæg og en lys stemme. Han blinkede, rystede på hovedet og bevægede læberne, når han talte – akkurat som i et computerspil. Han talte kommanderende.

”Det virkede meget, meget virkeligt. Skræmmende virkeligt,” understreger Vibeke Andersen.

Inden Vibeke Andersen skulle møde avataren for første gang, skulle hendes mor, far og mand, Preben Andersen, skrive fem positive ting om hende. Dem kunne hun bruge som modsvar til de modbydelige ord, som avataren sagde til hende under sessionen.

”Du er venlig mod andre.” ”Du er stædig.” Stod der på sedlerne.

Sådan kan en avatar i VR-behandling se ud. Foto: Gentofte Hospital.

Det første møde

Første gang Vibeke Andersen møder sin indre stemme er til anden terapisession.

Tilbage ved computerskærmen i det hvide kontorlokale i Esbjerg sidder hun sammen med sin psykiater, der omhyggeligt har forberedt hende på, at hun om lidt skal ind i virtual reality og mødes med sin stemme.

Vibeke Andersen trækker VR-brillen ned over øjnene og et par lydtætte høretelefoner hen over det grålige hår. Hun får en hvid controller med en panikknap i hånden. Den kan hun trykke på, hvis det bliver for skræmmende, for så vil skærmen gå i sort med det samme.

Psykiateren tænder op for VR-universet. Vibeke Andersen giver grønt lys til, at avataren må træde ind.

Med ét popper avataren op. Den er så langt fra hende, som den kan komme.

Den lyshårede mand begynder at tale. Selvom Vibeke Andersen godt ved, at det i virkeligheden er psykiateren, der siger avatarens ord, så føles det alligevel så virkeligt, at frygten skyller ind over hende. Efter få øjeblikke trykker hun på panikknappen.

”Angsten røg helt op i hovedet på mig,” fortæller Vibeke Andersen.

Hun følte sig afskåret fra sin krop. Det var som om, at kroppen lettede 10 centimeter fra den stol, hun sad på.

”Jeg kunne slet ikke mærke stolen. Jeg kunne ikke mærke jorden. Jeg kunne ikke mærke armlænet. Jeg kunne ikke mærke noget som helst i min krop.”

Vibeke Andersen gik fuldstændig i panik og flåede udstyret af. Heldigvis skete det under kontrollerede forhold. Efterfølgende fik hun hjælp til at dulme angsten gennem vejrtrækningsøvelser og en pigbold, som hun rullede hen over sine lår for at mærke kroppen igen.

Efterhånden som Vibeke Andersen blev mere og mere vant til at se avataren, begyndte hun også at sige fra overfor stemmen i VR-universet.

”Hvis stemmen sagde: ’Du er uintelligent. Der er ingen, der kan regne med dig.’ Så sagde jeg for eksempel: ’Jeg ved, at Preben regner med mig'. Og hvis den sagde: ’Preben har fundet en anden’, så sagde jeg: ’Jeg tror mere på Preben, end jeg tror på dig,’” forklarer hun.

Første dag i frihed

Tilbage til julen 2020. Det er morgen. Vibeke Andersen ligger i sengen og er lige vågnet. Der breder sig en følelse af, at noget ikke helt er, som det plejer. Men hun kan ikke regne ud af, hvad det er. Preben er allerede gået nedenunder. Han står altid op før hende, så hun trisser ned til ham.

”Det er simpelthen mærkeligt det her. Der er altså et eller andet, der ikke er, som det plejer at være. Kan du ikke mærke det?” spørger hun Preben, der sidder ved spisebordet og får sin sædvanlige skål havregryn.

Han griner lidt.

”Du er ikke syg, vel?” spørger han.

”Nej, nej. Det er jeg ikke,” svarer hun.

Der går nogle timer, før det går op for hende. Stemmen er væk. Og Vibeke Andersen er forbavset.

”Jeg hører ingen stemmer,” siger hun senere til sin mand.

Preben Andersen er en realistisk mand, og mener, at stemmen nu nok skal komme tilbage i løbet af de næste par dage. Men han tog fejl.

”Det var lidt komisk, og vi har grint af den situation mange gange efterfølgende. Han troede heller ikke på, at det ville virke. Men han kan se, at det rent faktisk virker. Også nu her fire år efter. Og efter hans egne ord har han fået en noget mere sprudlende kone i positiv forstand,” fniser hun og fortsætter:

”Jeg er meget mere glad. Jeg meget mere initiativrig. Mit liv er ubeskriveligt meget bedre end det, jeg kom fra. Jeg har lyst til at udfordre mig selv ved at tage en uddannelse som 53-årig.”

I dag er Vibeke Andersen nemlig i gang med at færdiggøre sin HF, og for en måned siden søgte hun ind på pædagoguddannelsen i Aabenraa. Hun drømmer om at hjælpe andre, der har det svært.

Ingen kan love Vibeke Andersen, at manden med den lyse stemme aldrig vender tilbage, for langtidseffekterne af VR-behandlingen er endnu ikke undersøgt.

”Det er ikke lovet, at livet er let,” siger Vibeke Andersen. Men for nu er hun optimistisk, og om lidt skal hun læse til eksamen.