Lærervejledning

Verdens Bedste Nyheder og alle vores samarbejdspartnere er rigtig glade for, at I har valgt at arbejde med Verdenstimen, årets avis og aktivitetskataloget DER ER HÅB.

Vi har nu 10 år til at nå Verdensmålene. Og her har børn og unge en afgørende rolle. For det handler især om deres fremtid. Verdenstimen giver sammen med World’s Lagest Lesson millioner af børn og unge over hele kloden mulighed for at lære om Verdensmålene og sikre, at de bliver opfyldt.

Årets materiale har fokus på den unge generations handlekraft. Årets avis fra Verdens Bedste Nyheder er fyldt med konkrete eksempler fra hele verden på, at der er håb: Det er muligt at løse de store problemer, som kloden står overfor - fra globale pandemier til klimakrisen.

Når nyhedsmedier dækker verden i dag, er det ofte miljøkatastrofer, krige og terror, der kommer på forsiden. Det er alt sammen vigtige emner, men samtidig er kloden blevet et langt bedre sted at vokse op end for 20 år siden. Vi hører bare ofte ikke om det, fordi det meget sjældent bliver ’breaking news’. Derfor laver Verdens Bedste Nyheder konstruktiv journalistik, der sætter fokus på fremskridt og løsninger.

Når I er med i Verdenstimen, viser I de yngre generationer, at der er håb for kloden og fremtiden. Og at vi kan nå Verdensmålene, hvis vi alle sammen handler.

DER ER HÅB

Undervisningsmaterialet DER ER HÅB tager udgangspunkt i Verdens Bedste Nyheders seneste avis, der bliver delt ud af frivillige i hele landet på Verdens Bedste Morgen fredag d. 4. september. Som noget nyt har vi i år også sendt avisen ud til alle landets folkeskoler med støtte fra Tuborgfondet. Avisen er fyldt med eksempler på, at det kan lade sig gøre at bygge en bedre verden. Materialet 'Der er håb' er udviklet af Leg med IT.

DER ER HÅB dykker ned i avisens tema og artikler om håb og inspirerer eleverne til at arbejde med de 17 Verdensmål og se nærmere på de 169 delmål, der gør målene konkrete. Materialet er målrettet de ældste klasser i grundskolen, men kan også anvendes både på mellemtrinnet og på ungdomsuddannelserne.

Brug avisen og materialet i undervisningen

Arbejdet tager udgangspunkt i fremskridt, muligheder og løsninger på globale, nationale og kommunale udfordringer. Eleverne opfordres til at tilføje perspektiver og berette om muligheder, handlekraft, initiativ og engagement, der kan sprede håb og drømme for vores fælles fremtid.

Materialet henviser til

Danmarks officielle hjemmeside om Verdensmålene. Her finder I viden om Verdensmålene, inspiration til arbejdet og materialer, I frit kan downloade.

  • Verdensbedstenyheder.dk
    Verdens Bedste Nyheder er et uafhængigt medie, der laver konstruktiv journalistik og kampagner om fremskridt og løsninger på verdens udfordringer.
    Her finder I yderligere artikler der bringer håb og kan inspirere eleverne.
  • Ordbog om Verdensmålene
    Verdensmålsordbogen finder I beskrivelser af de mange begreber og får gode idéer til arbejdet.
  • Verdenstimen.dk
    Her kan du finde yderligere undervisningsmaterialer og aktiviteter målrettet forskellige fag og klassetrin.
    Verdenstimen er en del af den internationale kampagne Worlds Largest Lesson.

Digitale værktøjer

Aktiviteterne lægger op til, at eleverne anvender en række forskellige digitale værktøjer til deres kreative præsentationer og formidling. Værktøjerne er udvalgt på baggrund af deres kreative muligheder for multimodal formidling, og deres måde at understøtte elevernes arbejde med teknologiforståelse. Alle værktøjer er en del af Skoletube, som de fleste skoler i Danmark allerede har købt adgang til. Der er links med vejledninger til værktøjerne ved de enkelte opgaver.

Gratis adgang til Skoletube

Har jeres skole ikke adgang til Skoletube, tilbyder LærIT jer gratis adgang i 30 dage i forbindelse med arbejdet med materialet DER ER HÅB. Tag kontakt til LærIT på [email protected] eller tlf. 27142687, eller læs mere på https://laerit.dk/

Aktiviteterne

I oversigten er en kort beskrivelse af de 14 forløb til materialet. Find den fulde beskrivelse og vejledninger i beskrivelserne på de enkelte forløb.

1. Målene i avisen - DER ER HÅB

Om forløbet: Med udgangspunkt i avisen fra Verdens Bedste Nyheder skal eleverne arbejde med FN’s Verdensmål. I avisen kan de læse om den positive udvikling, der sker verden over. De forskellige artikler handler hver især om et eller flere Verdensmål. Det er elevernes opgave at finde ud af, hvilke af de 17 mål artiklerne handler om.

Tidsforbrug: 2-4 lektioner.

Forberedelse: I skal bruge Verdens Bedste Nyheders avis. Avisen er sendt til skolen som fysisk avis i 100 eksemplarer. Find avisen digitalt her eller download den her.

Besøg forløbet

2. Spred budskabet på sociale medier #DerErHåb

Om forløbet:
Verdensmålene er den mest ambitiøse plan for klodens udvikling nogensinde. De 17 mål handler om at løse klodens største udfordringer. Målet er, at børn og unge i 2030 vokser op i en verden uden sult og fattigdom, hvor alle er lige, og naturen og klimaet har det godt.

I dette forløb skal eleverne være med til at sprede budskabet om Verdensmålene og hvorfor bæredygtighed er vigtig på sociale medier. De skal sætte fokus på den positive udvikling og være med til at skabe håb for fremtiden med hashtagget #DerErHåb.

Forløbet kan med fordel kobles med et af følgende forløb:

  • Citater - DER ER HÅB
  • Lav en Film - DER ER HÅB
  • Spred budskabet med gadekunst - DER ER HÅB
  • Lav en animationsfilm - DER ER HÅB
  • Lav GIFs - DER ER HÅB

Tidsforbrug: 2-4 lektioner.

Forberedelse: I skal bruge Verdens Bedste Nyheders avis. Avisen er sendt til skolen som fysisk avis i 100 eksemplarer. Find avisen digitalt her eller download den her.

Besøg forløbet

3. Lav din egen avis - DER ER HÅB

Om forløbet: Verdens Bedste Nyheder har fokus på fremskridt og løsninger på verdens udfordringer. Artiklerne, som eleverne skal læse i avisen, kommer fra hele verden og handler hver især om et eller flere Verdensmål.

Artiklerne skal i dette forløb inspirere eleverne til at skrive deres egen avis. De skal også lave en avis, der har fokus på sprede håb og styrke lysten til at skabe forandringer i verden.

Tidsforbrug: 4-6 lektioner.

Forberedelse: I skal bruge Verdens Bedste Nyheders avis. Avisen er sendt til skolen som fysisk avis i 100 eksemplarer. Find avisen digitalt her eller download den her.

Til arbejdet med Book Creator:

  • Log ind på Book Creator på Skoletube.
  • Tilmeld jer biblioteket Verdenstimen 2020 med koden 6F8XRBZ
  • Opret et bibliotek til klassen.
  • Lav en kopi af bogskabelonen fra Verdenstimen 2020. Læg den i klassens bibliotek.
  • Del koden til klassens bibliotek med eleverne.
  • Eleverne kan nu tage en kopi af skabelonen og starte arbejdet.

Find flere tekniske vejledninger til programmet Book Creator på Skoletubeguide her.
Find lærervejledningen til dette forløb her.

Besøg forløbet

4. Citater - DER ER HÅB

Om forløbet: I flere af avisens artikler møder eleverne citater, som danner grundlag for dette forløb. Udover citaterne fra avisen skal eleverne også arbejde med kendte citater, samt formulere deres helt egne citater. Eleverne skal formidle deres håb, holdninger, tanker og viden om Verdensmålene og verdens udvikling igennem citater.

Tidsforbrug: 4-6 lektioner

I skal bruge Verdens Bedste Nyheders avis. Avisen er sendt til skolen som fysisk avis i 100 eksemplarer. Find avisen digitalt her eller download den her.

På opgavesiden præsenteres eleverne for 14 kendte citater. Eleverne arbejder med opgaverne. De skal blandt andet finde frem til hvor citatet stammer fra, samt hvem der er citeret.

Besøg forløbet

5. Spred budskabet med gadekunst - DER ER HÅB

Om forløbet: Verdensmålene er den mest ambitiøse plan for klodens udvikling nogensinde. De 17 mål handler om at løse klodens største udfordringer. Målet er, at børn og unge i 2030 vokser op i en verden uden sult og fattigdom, hvor alle er lige, og naturen og klimaet har det godt. For at det kan lade sig gøre, er det vigtigt, at der er opmærksomhed på verdens udvikling. Derfor er håbet og troen på, at vi kan nå i mål også afgørende.

Eleverne skal her formidle deres drømme og perspektiver gennem gadekunst. Motiverne, som de skal male med gadekridt, skal fortælle om muligheder og være med til at sprede håb og drømme for vores fælles fremtid.

Tidsforbrug: 2-4 lektioner.

Forberedelse: I skal bruge gadekridt til arbejdet. Måske har I rester af kridt liggende på loftet, i skuret eller i kælderen. Lav eventuelt en efterlysning på Facebook - mon ikke der er andre, der gerne vil forære deres kridt-rester til en god sag?

Besøg forløbet

6 Lav GIFs - DER ER HÅB

Om forløbet: Avisen fra Verdens Bedste Nyheder bidrager med viden om FN’s Verdensmål. I denne opgave er det elevernes tur til at formidle. Denne gang med billedformatet GIF. GIF er et format, som de fleste elever formentligt kender fra sociale medier og Messenger. De bliver ofte brugt som humoristiske billedkommentarer, hvor grafikken kører i loop. I dette forløb skal elevernes formidle deres viden om FN’s Verdensmål og deres håb for fremtiden.

Tidsforbrug: 4-6 lektioner.

Besøg forløbet

7. Lav en film - DER ER HÅB

Om forløbet: Eleverne skal producere deres egen film inspireret af FN’s generalsekretær António Guterres nytårshilsen og videoen “LET’S GET THE JOB DONE”.

Filmen skal tage udgangspunkt i et eller flere Verdensmål og være med til at sprede håb og lysten til at skabe forandring hos dem, der ser filmen.

Tidsforbrug: 8-10 lektioner.

Forberedelse: Til at producere jeres film kan I bruge WeVideo på Skoletube.
I kan finde tekniske vejledninger til programmet på Skoletubeguide.

Besøg forløbet

8. Lav en podcast - DER ER HÅB

Om forløbet: Podcasts er de senere år blevet meget populære, også blandt unge. I dette forløb er emnet for podcasten FN’s Verdensmål. Eleverne skal producere podcasts, der bidrager med deres perspektiver på, hvordan vi skaber en bæredygtig verden. Eleverne skal berette om muligheder, der kan være med til at sprede håb og drømme for vores fælles fremtid.

Tidsforbrug: 8-10 lektioner.

Forberedelse: I skal bruge WeVideo på Skoletube til at producere podcasten. Find tekniske vejledninger til programmet på Skoletubeguide.

CFU VIA har lavet et fint inspirationsmateriale.

Besøg forløbet

9 Lav en Animationsfilm - DER ER HÅB

Om forløbet: Annimationsfilm gør det muligt at fortælle sin historie kreativt. De svære emner bliver nemmere at forstå og formidle. Samtidig hjælper animationerne til at fange modtagerens opmærksomhed. Med udgangspunkt i avisen og de to animationsfilm “FN´s verdensmål - animationsfilm” og “Project Everyone 'We Have a Plan” skal eleverne selv producere en animationsfilm, der formidler deres viden om FN’s Verdensmål og håbet for fremtiden.

Tidsforbrug: 4-10 lektioner.

Til at producere animationsfilm kan I bruge stop motion studio på Skoletube.
I kan finde tekniske vejledninger til programmet på Skoletubeguide.

Besøg forløbet

10 Lav en tegneserie - DER ER HÅB

Om forløbet: På avisens sidste side finder i tegneserien KEVINS ÅBENBARING. Eleverne skal bruge den som inspiration til deres egen tegneserie. De skal bruge tegneseriemediet til at formidle deres viden om FN’s Verdensmål og håbet for fremtiden. Eleverne bestemmer selv om deres tegneserier skal være håndtegnede som KEVINS ÅBENBARING eller digitale.

Tidsforbrug: 4-10 lektioner.

Til at producere tegneserierne kan eleverne vælge at bruge PixtonEDU på Skoletube.
I kan finde tekniske vejledninger til programmet på Skoletubeguide.

Besøg forløbet

11. Lav et digitalt vendespil - DER ER HÅB

Om forløbet: Håbet og troen på, at vi kan bygge en bedre og mere bæredygtig verden, er afgørende for at nå Verdensmålene inden 2030. Håbet om en bedre fremtid er omdrejningspunkt i dette forløb. Eleverne skal bruge digitale vendespil som deres formidlingsform. Med udgangspunkt i historier om verdens udvikling, skal de skabe et kreativt digitalt vendespil med billeder, tekst og lyd. Elevernes vendespil skal være med til at sprede håb og give lyst til at skabe forandring hos dem, der spiller spillet.

Tidsforbrug: 2-4 lektioner.

Eleverne kan bruge det digitale værktøj H5P på Skoletube. I kan finde tekniske vejledninger til programmet på Skoletubeguide.

Besøg forløbet

12 Hack et Ludospil - DER ER HÅB

Om forløbet: I dette forløb skal eleverne hacke det kendte Ludospil. De tager det klassiske Ludo og gør det til deres helt eget. Eleverne skal bruge deres viden om Verdensmålene til at skabe et spil med faglig viden og legende læring, der kan bidrage til at andre lærer om de 17 mål.

Tidsforbrug: 4-6 lektioner.

Forberedelse: Print spillepladen til grupperne. Find gerne mælkelåg, knapper, propper og lignende, som I kan bruge i spillet.

Besøg forløbet

13. Spil Verdensmålsfisk - LÆR OM VERDENSMÅLENE

Om forløbet: I Verdensmålsfisk er det normale sæt kort byttet ud med specielle Verdensmålskort. Hvert af de 17 stik består fire kort, et stik til hvert Verdensmål. På de fire kort, der udgør ét stik står beskrivelsen af fire udvalgte delmål. Spillereglerne er som i det klassiske spil Fisk.

Tidsforbrug: 1-2 lektioner.

Forberedelse: Print spillet Verdensmålsfisk, gerne på pap. Laminér spillet, så I kan bruge det igen og igen.

Besøg forløbet

14. Spil Verdensmålsrundbold - LÆR OM VERDENSMÅLENE

Om forløbet: Verdensmålsrundbold tager udgangspunkt i det klassiske spil Rundbold.
Som en del af løbeturen skal eleverne placere udvalgte delmål ved det rigtige delmål.

Tidsforbrug: 1-2 lektioner.

Forberedelse: Print dokumentet Verdensmålsrundbold. Læg de 17 Verdensmål i hver sin plastiklomme. Sæt banen op som beskrevet. Facitlisten ligger som bilag i dokumentet.

Besøg forløbet