Verdensmålsrundbold - LÆR OM VERDENSMÅLENE

Materialet 'Der er håb' er udviklet af Leg med IT.

I avisen fra Verdens Bedste Nyheder kan I læse om, hvordan der mange steder i verden sker en positiv udvikling. Artiklerne giver eksempler på, at det er muligt at nå de 17 Verdensmål, hvis vi alle arbejder sammen. Hvis vi hver især gør, hvad vi kan for at skabe de forandringer, som det kræver af os.

Artiklerne i avisen viser, at FN’s 17 Verdensmål bliver taget alvorligt. Vi har taget godt og grundigt hul på Verdensmålenes årti.

Verdensmålene er den mest ambitiøse plan for klodens udvikling nogensinde. De 17 mål handler om at løse klodens største udfordringer. Målet er, at børn og unge i 2030 vokser op i en verden uden sult og fattigdom, hvor alle er lige, og naturen og klimaet har det godt.

På de fem år der er gået siden målene blev vedtaget den 25. september 2015, er der sket en stor fremgang. Det kan I læse om i avisen.

Mens I spiller spillet her, skal I lære mere om de 17 Verdensmål. I kommer til at møde nogle af de 169 delmål, der indeholder konkrete løsninger på, hvordan vi skal nå målene.

Hvis I møder ord og begreber I ikke kender, så find hjælp i Verdensmålsordbogen.

I kan læse mere om Verdensmålene på www.verdensmål.org og www.verdensbedstenyheder.dk

SPILLEREGLER

Deltagerantal: 10 personer eller flere.

Banen:
Fire kegler markerer banen, der er kvadratisk. En kegle markerer opgiverens stopmarkering.
Start med en bane, der er lidt mindre end sædvanligt til rundbold, da I undervejs skal løse en opgave.
Bag ved baglinjen, længst væk fra indeholdet, placeres plastiklommerne med de 17 Verdensmål. Benyt fx spyd eller træpinde til opsætningen.
Det skal være muligt at lægge kort ned i plastiklommerne nemt og hurtigt.

Spillet:
Deltagerne deles i to hold.

Der spilles på tid. Bestem spillets længde inden spillet sættes i gang.
Anbefalet spillelængde ca. 10 minutter pr. hold.

Det ene hold er ude og placerer sig spredt på banen. Det andet hold er inde og stiller op på en række.

Udeholdet vælger en opgiver.

Opgiverens stoppested markeres med en kegle.

Første spiller på indeholdet starter med at trække et kort fra kassen. Kortet læses.
Er der elever der ikke selv kan læse kortet, er det opgiverens opgave at læse kortet op for spilleren. Sørg for at læsningen ikke bliver en hindring for spillets deltagere.

Indeholdet må ikke hjælpe den deltager, der er i gang med opgaven.

Opgiveren kaster nu bolden, og deltageren slår til den med boldtræet.

Nu skal den aktive deltager løbe banen som i traditionelt rundbold. Undervejs skal kortet placeres i den plastiklomme med det korrekte Verdensmål, der hvor delmålet hører hjemme.

Er deltageren i tvivl om ved hvilket Verdensmål kortet skal placeres, kan han/hun bede om hjælp. Det er kun deltagere, der er aktive på banen, der må hjælpe hinanden med at placere kortene.

For udeholdet gælder det om at gribe bolden hurtigst muligt og kaste den tilbage til opgiveren.
Opgiveren siger højt og tydeligt STOP, når han/hun har bolden og med bolden rammer stop-keglen.

Hvis en deltager på banen er i løb, når der bliver sagt stop, skal han eller hun gå tilbage til sit hold og scorer således ingen point for løbet.

Hvis bolden bliver grebet af udeholdet inden, den har ramt jorden, skal spilleren gå bag køen og har således ikke mulighed for at score point i den runde.
Alle deltagere på banen, der vælger at løbe på den døde bold, skal ligeledes gå tilbage til indeholdet.

Hver gang en ny spiller skyder, må de der er aktive på banen løbe videre.

Der gives løbe-point for hver gang en spiller når rundt.

Pointgivning

Der gives 1 point (løbe-point) hver gang en spiller gennemfører runden.

Der gives 2 point (Verdensmåls-point) for hvert rigtigt placeret kort.

Der gives 3 point, hvis en spiller når hele runden på sin egen bold.

Der fratrækkes 2 point, når en bold gribes inden, den falder til jorden.

Der fratrækkes 2 point for hver gang en spiller må afbryde løbet pga. en død bold.

Læreren er dommer og tæller løbe-points undervejs i spillet.

Når tiden er gået og holdene skal skifte tømmes plastiklommerne.
Læreren tjekker sammen med eleverne, hvor mange Verdensmålspoint, der er samlet sammen.

Benyt eventuelt svararket. Alle kort er markeret med et nummer ud for hvilket det rigtig mål er noteret. (Arket er på vej)

Herefter bytter holdene plads og spillet starter igen.
Det hold, som efter 2x10 minutter har flest point samlet, har vundet.

Varianter af spillet

I kan tilpasse spillet for at  tilpasse sværhedsgraden:

  • Reducer antallet af Verdensmål, der er med i spillet.
  • Gør banen større eller mindre.
  • Tilret pointsystemet.
  • Anvend en anden type bold (f.eks: fodbold, skumbold, frisbee).
  • Tilpas længden af spillet.
  • For at give indeholdet mere tid til at løbe, kan udeholdet få det benspænd, at bolden skal kastes til 2-3 spillere, inden den må kastes ind til opgiveren.