Aarhus giver bæredygtigt byggeri en vigtig forlomme i sagsbehandlingskøen
Byggeriet er en klimaknast, der udleder rigtigt mange drivhusgasser. Derfor er det vigtigt, at det bliver nemmere at bygge mere bæredygtigt. Nu får grønt byggeri en lille, kommunal håndsrækning i landets næststørste by.
Et enigt byråd i Aarhus Kommune vil gøre det nemmere at bygge bæredygtige boliger i byen.
Nu får borgere og bygherrer, der vil bygge klimavenligt, en hjælpende hånd. Byrådet har nemlig besluttet at lave et toårigt forsøg med at sætte ansøgninger om bæredygtigt byggeri forrest i køen, når kommunens embedsmænd skal lave sagsbehandling.
”Det vil godt og vel halvere sagsbehandlingstiden for ansøgninger om byggeri,” siger byrådsmedlem Bünyamin Simsek (V), der stillede forslaget sammen med Radikale Venstre i Aarhus.
”Og uden at det koster mere for kommunen”.
Det betyder ikke bare, at bæredygtige byggeprojekter hurtigere kan blive sat i søen, så bygningsejerne kan spare tid. Ifølge både Dansk Industri og Ejendom Danmark, brancheforeningen for ejendomsejere og -administratorer, koster lang sagsbehandlingstid også ejerne af bygningerne kroner og ører, fordi der er længere tid, hvor bygningerne ikke kan bruges.
Omvendt vil kort sagsbehandlingstid betyde, at der også er et økonomisk incitament til at bygge grønt.
Byggeriet er en klimasviner
Det er vigtigt, at det bliver nemmere at få bæredygtige bygninger.
En af de helt store knaster ved den grønne omstilling er nemlig vores boliger.
Vi har jo brug for tag over hovedet, men huse og lejligheder står for omkring 35 procent af CO2-udledningerne –produktionen af byggematerialer som beton, mursten og mineraluld udleder ekstremt mange drivhusgasser, og brugen af bygningerne er klimatung: Opvarmning og nedkøling, brusebade, madlavning, strøm og så videre.
Derfor skal fremtidens boliger ikke bare bygges af mere bæredygtige byggematerialer, de skal også bygges, så de sænker energiforbruget, når vi lever i dem, fx ved at være bedre isolerede eller ved at udnytte solvarmen bedre.
Ved årsskiftet kom der nye bæredygtighedskrav i bygningsreglementet, som man skal overholde, hvis man skal bygge. Indtil videre gælder det kun for store, nye bygninger, men fra 2025 frem gælder det for alt nybyg.
Vil inspirere til grønne valg
Konkret giver Aarhus Kommune dog alle byggeprojekter, der kan fremlægge nogle ret ambitiøse klimamål, en forlomme i sagsbehandlingen.
Man regner bygningers klimaaftryk ud fra, hvor meget CO2 der bliver udledt pr. kvadratmeter over 50 år af bygningens levetid. De nye skærpede bæredygtighedskrav kalder på højst 12 kg CO2 pr. kvadratmeter. I Aarhus er det helt nede på otte kg CO2 pr. kvadratmeter, hvis man skal nyde godt af hurtig sagsbehandling.
”Vi vil altså især gerne støtte op om de ansøgere, der vil bygge meget bæredygtigt,” siger Bünyamin Simsek.
Han understreger samtidig, at sagsbehandlingen for de ”normale” byggeprojekter, der ikke er ekstra bæredygtige, stadig bliver inden for de nationale mål for sagsbehandlingstid.
”Men vi håber, at det kan være med til at inspirere nogen til at tage nogle bæredygtige valg, når de planlægger deres byggeri,” siger Bünyamin Simsek.