Baron og dyrerettighedsaktivist: “Jeg husker meget klart en uakarie-abekat, der var rød og grim som arvesynden”
79-årige Peter von Kohl er dødeligt kræftsyg, men hans kamp for dyrs rettigheder lever og ånder - senest i en ny dokumentarfilm på TV 2 Play. ”Jeg føler mig som reinkarnationen af Den Hellige Frans,” fortæller han.
”Bentøjet vil ikke rigtigt, som jeg vil,” siger Peter von Kohl, idet han lægger sin nøddebrune træstok med sølvskaft fra sig og verden bliver et nøk mere ufremkommelig.
I svajende bevægelser sætter han sig til rette på en træbænk.
Den hvidhårede dyrerettighedsaktivist er iført sandfarvede bukser, lyseblå skjorte til mørkeblå blazer, mens slipset er dekoreret med elefanter. Han ligner en million. Under alle omstændigheder er han en baron.
Peter von Kohl tilhører en gammel tysk-svensk adelig slægt, hvis stamtræ inkluderer adskillige søhelte.
”Noblesse oblige,” sagde hans far ofte til ham i drengeårene, når han havde lavet unoder. Den franske vending betyder ”adel forpligter”.
Kohl skutter sig en anelse på denne forårsmorgen, da han prøver at indfinde sig på bænken i den brostensbelagte gård tilhørende den historiske bygning Vartov i indre København.
Bænken nyder i morgentimerne ikke solkig, så Kohls ledsager, filmmanden Ulrik Einer Ehrhorn Gutt-Nielsen (i øvrigt iklædt et slips med giraffer), lægger en vindjakke hen over hovedpersonens skuldre.
Makkerparret har sammen lavet dokumentarfilmen ”Baronen i grisestien”, der nu kan streames på TV 2 Play. Filmen fortæller historien om Peter von Kohls mangeårige kamp for dyrs rettigheder.
Selve interviewet skulle egentlig have været foregået på første sal i Vartorvs bygning, men trappernes stigningsprocent viste sig for høj til baronens bentøj. Gården går an.
Er det blevet sværere at gå de senere år?
”Ja, det tror jeg da på,” klukler von Kohl.
”Han har både diabetes og prostatakræft, og så er der alderen,” tilføjer filmmanden Gutt-Nielsen
”Jeg er 89 år gammel,” konstaterer von Kohl.
”Nej, du er da 79 år gammel!?” irettesætter filmmanden.
”Ah, ja! Undskyld,” siger Peter von Kohl og retter sig lidt op.
Du ligner ikke ved første øjekast en dyrettighedsaktivist?
”Hvordan ser sådan en ud?” spørger Peter von Kohl.
Hmm… godt spørgsmål.. jeg tænker et lidt mere aktivist-agtigt look, måske en ulden strikketrøje eller sådan noget …
”Og uglet hår? Og intet slips? Jeg har altid gået meget op i at gå ordentligt klædt. Det er dog Ulrik, der har insisteret på, at jeg altid skulle have slips på i filmen. Og det var en god beslutning.”
Du fortæller i starten af ‘Baronen i grisestien’, at du har fundet dit kald i tilværelsen, som er at kæmpe for dyrevelfærd – hvordan fandt du det formål?
”Der skete mange ting i min ungdom, som fik mig til at tænke dybere over tingene. Jeg har bl.a. arbejdet I København som dyrepasser. Jeg husker meget klart en uakari-abekat, der var rød og grim som arvesynden, men SÅ sød! Den skreg så frygteligt, når jeg gik fra den. Det gjorde mig meget bevidst om, at dyr er individer. Det har altid været helt specielt for mig at studere nærmere, hvad de her individer indeholder”.
På et tidspunkt i dokumentarfilmen begynder du at græde, da du ser grise, som bliver kørt til slagtning. Hvorfor påvirker det dig så meget?
”Fordi det var meget tæt på. Jeg så grisene i øjnene. Helt tæt på. Grise, der aldrig før har set sollys. Der aldrig har bevæget sig ud af deres bokse. Pludselig bliver de så sparket og skubbet ind i en lastvogn. Og så skal de transporteres til slagtning. Angsten og usikkerheden lyste ud af deres øjne og ører. Et mareridt”.
Du har adopteret en del dyr, som du ikke passer, men som du har adoptionscertifikat på – hvorfor adopterer du dyr?
”Det har jeg aldrig tænkt over. Det har bare været naturligt for mig, at når jeg ser en annonce, hvor der står, at jeg kan få tilsendt et adoptionscertifikat og et tøjdyr, hvis jeg giver fem euro om måneden, så gør jeg det. Det gør mig tryg at vide, at mine småpenge bidrager til en større sammenhæng.”
Er dyrevelfærd for dig idéen om, at mennesker har en etisk forpligtelse til at sikre dyrs fysiske og psykiske velbefindende?
”Ja, og ikke bare spise dyrene helt uvidende. Hvor jeg før sagde: ”Du skal ikke spise kød”. Så siger jeg i dag: ”Du skal spise så meget kød, du vil, så længe du ved, hvad der ligger bag”. Altså, så længe du ved, hvad det er for et liv, som dyret har haft. Hvor det kommer fra, hvordan det har levet, hvordan det er blevet transporteret hertil og er blevet slået ihjel. Det skal fremgå af pakningen, mener jeg”.
Du spiser aldrig selv kød?
”Nej. Det har en vis sammenhæng med Dalai Lama, som jeg har kendt både privat og officielt. Og til min overraskelse, så sagde han over en salat, da vi mødtes i 1988 i Strasbourg, at han faktisk 3-4 gange om året spiste kød!? Og da jeg spurgte ham ind til, hvordan han kunne forene det med buddhismen, så sagde han, at han trådte i kontakt med dyret, forklarede dyret, hvorfor han gjorde det. Jeg plejede selv at undskylde overfor dyret i mine yngre år, når jeg spiste kød. Men jeg holdt kontakten til Dalai Lama, og en dag kom han og fortalte mig, at han ikke spiste kød mere”.
Hvad mener du er den vigtigste lære fra buddhistisk filosofi i forhold til dyrevelfærd?
”Det er igen respekten. Respekten for levende væsner. Respekten for dyret. Erkendelse af, at vi ikke er alene i verden. Jeg er dog uenig med buddhismen i, at hvis du ikke har opført dig ordentligt som menneske, så bliver du genfødt som dyr. Det er jeg dybt, dybt, dybt uenig i. Og det har jeg faktisk diskuteret med Dalai Lama. Han svarede ikke på mit argument, men begyndte dog at smile. Jeg er næsten sikker på, at han inderst inde var enig med mig.”
En samtaledræber på brosten
Interviewet går brat i stå, da en mand med en to-hjulet rullevogn passerer baronen i gården. Rullevognens hjul bumler henover brostenene og laver en voldsom larm, der umuliggør samtale. Manden benytter ikke de flade og lydløse fliser, der er bygget til formålet. Til alle forsamlede trommehinders held, så vælger vognmanden på tilbagevejen den lydløse rute.
“SÅ lykkedes det ham at finde den gyldne middelvej,” siger baronen drilsk, igen klar til spørgsmål.
Du siger i dokumentarfilmen: ”Jeg er rædselsslagen over den måde, som mennesker behandler dyr på. Jeg er overbevist om, at det er den samme måde, hvorpå de vil behandle mennesker, hvis de får mulighed for det.” Hvorfor tror du det?
”Det er min erfaring, ganske enkelt. Jeg har jo rejst rundt som en gal i Europa. Og jeg begyndte pludselig at se sammenhænge mellem den måde, man ser på dyr, og den måde, man ser på mennesker. Jeg hader rent ud sagt alt, hvad der er spansk, boykotter alt fra citrusfrugter over vine til rejser, når det er spansk, for det er det eneste land i verden, der systematisk mishandler dyr over hele landet. Både i landsbyer og officielt. Det handler om meget mere end tyrefægtning.”
”Må jeg bryde ind?” spørger filmmanden Ulrik høfligt og fortsætter: ”I forhold til det, som Peter siger i filmen om mennesker og dyr. Ukraines præsident Zelenskyy har jo også sagt, at russerne behandler ukrainerne som dyr. På en måde er det jo rigtigt, for det her folk bliver jo slagtet. Men samtidig udtrykker formuleringen også en erkendelse af, at vi behandler dyr dårligere, end vi behandler mennesker. Dyr slår vi ihjel dagligt uden at tænke over det. Det har gjort os hærdede, vi har vænnet os til det”.
Så når præsidenten siger: ”De behandler os som dyr”, så siger han samtidig underforstået, at dyr er nogle, vi behandler dårligt?
”Ja, det er nemlig rigtigt,” siger Peter von Kohl.
Det er en gennemgående fornemmelse i filmen, at dyr udløser mange følelser i dig – kan man sige det?
”Det skal jeg sgu love for. Voldsomt mange!”
Du siger på et tidspunkt i filmen, at du føler dig som ”en reinkarnation af Frans af Assisi”. Det lyder lidt pompøst, hvorfor gør du det?
”Jeg har altid været tiltrukket af ham som helgen, fordi han står for nogle fine ting. Han dedikerede sin tilværelse til at arbejde for gamle og ensomme og for at beskytte dyr. Den nuværende pave tog hans navn, og derfor følte jeg mig straks forbundet til ham. Har du selv været i den italienske by Assisi?
Nej, desværre… kun Rom
”I Assisi kan du gå ned i krypten og komme tæt på Frans af Assisis knogler. For år tilbage gik jeg tre gange rundt om knoglerne, mens jeg bad meget intenst til, at Den Hellige Frans ville hjælpe mig med at gøre hans arbejde færdigt. På tredje omgang slog det mig pludselig, at det var enormt frækt at bede ham om styrken til at gøre hans arbejde færdigt, at bede om styrken til at gå videre af hans vej. Men SÅ mærkede jeg et voldsomt stød i skulderen, tumlede fire meter baglæns og begyndte at græde!”
Wow…
”Jeg talte senere med en troende colombiansk kvinde, der sagde: ”Ved du hvad, Peter? Jeg tror, at Den Hellige Frans lagde sin hånd på din skulder”. Og sådan følte jeg det også.”
Det virker til, at du er en person, der har fundet et stramt defineret formål i livet. Gør det livet lettere at have et højere formål at arbejde for?
”Om det gør det lettere, ved jeg bestemt ikke. Men for mig er det helt afgørende”.
Hvorfor det?
”Jeg betragter mig som dyrenes stemme. Jeg taler for alle - fra møllet i min stue til elefanter og hvaler”.
Der er en scene i filmen, hvor du beskytter et møl, der flyver rundt nær dit skrivebord. Og du fortæller om, hvordan du altid undgår at træde på myrer. Men er det ikke ok at dræbe en myg med en fluesmækker, hvis den stikker dig til vanvid, når du skal sove?
”Hvorfor?”
Altså, hvis den stikker løs i ens iglotelt om natten på en campingtur…
”Hvis det ikke er livsfarligt, så HOLD lapperne væk fra det dyr. Lad det leve! Jeg indrømmer dog blankt, at hvis en løve angreb mig, så ville jeg nok vægre mig”.
Filmmanden Gutt-Nielsen kommenterer:
”Ja, så ville du slå løven med fluesmækkeren!”
”Hahaha, nej, men det gør virkelig en forskel for mig…” siger Peter von Kohl og fortsætter:
”Hvad der sker med dig som menneske, når du dræber noget andet levende. Da vi sad i Tivoli for lidt siden, så kom der en myre vandrende hen mod min ene fod, og hvis jeg ikke havde bevæget mig, så havde den kravlet ind under min fodsål. Det forhindrede jeg ved at gøre sådan her (von Kohl demonstrerer en fodbevægelse, red.)”
Det er simpelthen menneskelig arrogance at tænke, at vi bare kan slå dyr ihjel, som vi lyster?
”Ja, godt sagt!”
Der er sådan en amerikansk filosof, der hedder Timothy Morton, som i bogen ”Humankind” vistnok skriver om, at medmindre vi er direkte involverede i dyrs liv, så værdsætter vi ikke deres lidelse… eller kreativitet for den sags skyld. Han taler også om, at vi i hverdagen er nødt til at tænke på dyr som laverestående end os, for hvis vi ikke gør det, så er vi nødt til at indse, at måden vi behandler dem på er monstrøs… og at vi selv er monstre. Hvad tænker du om det?
“Ja, det er én forklaring. Vi har herhjemme en bioetiker, som udtrykker det utroligt præcist på dansk. Han hedder Mickey Gjerris og arbejder på KU som bioetiker. Han sammenligner de etiske holdninger, vi har overfor mennesker, med de etiske holdninger, vi har overfor dyr - og ser klare paralleller. Ham er jeg stor beundrer af”.
Men altså… vil du sige, at vi mennesker er monstre, når vi eksempelvis spiser en hotdog på en halvkølig forårsdag?
”Nej. For vi ved ikke bedre. Vi gør det jo ikke bevidst for at være onde. Det ville det forudsætte, hvis vi var monstre”.