Dobbelt op på genbrug i danske plastflasker: Over halvdelen af flaskerne har nu haft tidligere liv
For første gang er over halvdelen af de danske plastflasker i omløb nu lavet af genanvendt plastik. Men det skal være meget mere, mener branchen selv.
Når du hælder den sidste læskende slurk af din danskvand ned i svælget, er der stor sandsynlighed for, at du derefter enten selv panter flasken, eller at andre finder den og gør det for dig. Genanvendelsesprocenten på danske plastflasker er nemlig 93 procent. Det viser tal fra Dansk Retursystem.
Men selvom flasken bliver pantet, er der ikke garanti for, at plastmaterialet vil blive genbrugt til at lave nye flasker af. Meget af plasten ender nemlig med at blive brugt til at lave andre former for produkter og emballage, der i højere grad til sidst ender som skrald.
Det er et problem, for plastflaskerne er faktisk af så god kvalitet, at materialet godt kan smeltes om og genanvendes til at lave nye flasker af nærmest i det uendelige, så man ikke behøver tilføje ny plast. Men hvis plasten i stedet bliver blandet sammen med andre typer plast og ender som for eksempel en kuglepen, kan den ikke bagefter blive til plastikflaske igen, og så må flaskeproducenterne købe ny plast lavet af olie.
Hastig udvikling på få år
I de seneste år er det lykkedes for Dansk Retursystem at bruge flere af de indsamlede plastikflasker til at lave nye flasker af, og det betyder, at 52 procent af plastflaskerne i omløb nu har haft et tidligere liv, hvor de også var flasker. Og det er en hastig udvikling på kun få år:
”Da vi i 2018 målte første gang, udgjorde genanvendt plastik 28%, så vi er tæt på en fordobling. Men vi har lang vej endnu, for i 2030 vil vi bruge 100% genanvendt plastik”, siger direktør Nick Hækkerup fra Bryggeriforeningen, hvor de danske tapperier er organiseret.
Man skulle måske tro, at man bare kunne beslutte at begynde at bruge genanvendt plast til alle danske flasker. Men så enkelt er det ikke.
Ifølge branchen selv indsamlede de med hjælp fra pantende danskerne 11.234 ton genanvendeligt plast i 2022. Men branchen fik kun mulighed for at bruge 6.315 tons genanvendt plast.
”Der er behov for at sikre, at tapperierne får adgang til den genanvendelige plast, som de selv sender ud på markedet. Det giver en langt bedre udnyttelse af knappe ressourcer at beholde plasten i et lukket kredsløb, i stedet for at stor del af den bruges i produkter, der ender som affald”, siger Nick Hækkerup.
Selvom der stadig er lang vej til de 100 procent, er vi i Danmark langt fremme i forhold til de fleste andre lande, når det gælder pantsystemer og genbrug af flaskernes plastik. Når det gælder flasker, er danske tapperier nemlig allerede langt foran EU’s fælleskrav til, at emballagerne skal indeholde mindst 25% genanvendt plast i 2025 og 30% i 2030.