Er du helt gakkelaks? Ny børnebog hjælper med at sætte ord på psykisk sygdom

Når forældre rammes af psykisk sygdom, kan det være svært at snakke med børnene om det, for hvordan forklarer man noget, der ikke kan ses? Forfatter Per Bloch voksede selv op med en psykisk syg mor og har nu skrevet den børnebog, han selv manglede.

Forestil dig, du er barn. Din mor er en ganske almindelige forælder, der smører madpakker, laver aftensmad, putter dig og læser godnathistorie. Men pludselig ændrer det sig. Din mor laver nu ikke andet end at ligge på sofaen. Hun er blevet grå, hvor hun før var så farverig. Du forstår ikke hvorfor, er det din skyld? Du spørger din far, men han siger at mor bare er træt.

I virkeligheden har hun fået en psykisk sygdom.

Forfatter Per Bloch har oplevet noget tilsvarende, for han er vokset op med en mor med bipolar sindslidelse. En psykisk sygdom, hvor hans mor havde vekslende depressioner og manier. Det betød, at han som barn ofte måtte bo hos sine bedsteforældre, hvor samtaleemnet sjældent faldt på hans mors psykiske sygdom. Han har derfor nu skrevet Gakkelaksen og de 10.000 stjerner - en børnebog og musiklydbog der skal aftabuisere psykisk sygdom.

”Bogen vil forhåbentlig hjælpe forældrene med at få et sprog for det her mærkelige, uhåndgribelige. Det er svært at tale om. Det er jo ikke en fysisk ting, som at mor har brækket benet. Så hvis en børnebog får sat sprog på psykisk sygdom, og de voksne dermed får et sprog, så får de nok også nemmere ved at hjælpe barnet med at håndtere sig selv og måske at sætte ord på den usikkerhed, der er,” siger Per Bloch.

Og Per Bloch er ikke den eneste. Ifølge Psykiatrifonden og Børns Vilkår vokser 310.000 børn og unge op med en mor eller far med psykisk sygdom. Og hver tredje snakker ikke med deres børn om det. Han håber derfor, at Gakkelaksen kan give børn noget at spejle sig i og give forældre og fagfolk en indgangsvinkel til at snakke psykisk sygdom med børn.

Illustration af Anna Jacobina Jacobsen, Tekst af Per Bloch
Illustration af Anna Jacobina Jacobsen, Tekst af Per Bloch

Nogen at spejle sig i

Gakkelaksen og de 10.000 stjerner handler om en lille drengs mor, der bliver psykisk syg, og verden, som han kender den, vendes op og ned. Normalt var moren farverig og grinende, men pludselig begynder hun at opføre sig anderledes. Den ene dag ligger hun på sofaen, den næste syr hun popcorn på en snor. Der er ikke nogen, der siger noget, heller ikke hovedpersonens far, der trækker sig mere og mere ind i sig selv. Den lille dreng er derfor ladt alene med sin afmagt, sin sorg og sine kælefisk.

Som barn var Per Bloch også meget alene med sine tanker. Det har sat mange spor i ham og været med til at forme, hvordan han er blevet som menneske, fortæller han.

Det mønster genkender professor i psykiatri og leder af forskningsenheden på Psykiatrisk Center Nordsjælland, Maj Vinberg, der har læst bogen:

”Jeg oplever, at nogle af børnene med psykisk syge forældre bliver ensomme. De er meget loyale, så de snakker ikke med andre om det. De kan godt blive forbigået og oversete, klarer sig selv og gør sig usynlige, så de ikke fylder,” forklarer hun.

Ifølge undersøgelsen fra Børns Vilkår og Psykiatrifonden er børn med psykisk syge forældre i øget risiko for mistrivsel. På trods af det er der mange børn, der ikke snakker med nogen om deres forældres sygdom. Blandt børn i 7. klasse svarer 40 procent af børnene med en psykisk syg forælder, at de ikke har snakket med nogen om det.

Når hovedpersonen i Gakkelaksen føler sig alene med sine tanker, betror han sig til de eneste, han føler, der kan lytte: sine fisk.

”Hvis jeg selv havde haft sådan en bog som barn, så havde jeg måske kunnet spejle mig i et andet barn, som mindede lidt om mig. Jeg var et utroligt stille og ensomt barn, tror jeg. Så at se et andet barn, der på en eller anden måde bliver et ideal, giver noget at identificere sig med,” fortæller Per Bloch.

Illustration af Anna Jacobina Jacobsen, tekst af Per Bloch
Illustration af Anna Jacobina Jacobsen, tekst af Per Bloch

Mere snak, mindre tabu

Selvom Per Bloch altid har haft psykisk sygdom tæt inde på livet, gik der mange år, før han begyndte at skrive bogen. Han savnede en bog, der både kunne hjælpe ham som barn og give voksne et værktøj til at tale med børn om psykisk sygdom.

For ligesom mange børn skjuler deres forældres psykiske sygdom, er der lige så mange forældre, som undlader at tale med deres børn om det. Maj Vinberg, der har erfaring med at arbejde med mennesker med bipolar lidelse og pårørende, giver et bud på, hvorfor tavsheden ofte opstår:

”For det første tror jeg, der er forældre, der tænker, at børnene bliver skrøbelige af at høre om psykisk sygdom. Så er der forældre, der tænker, at børnene ikke lægger mærke til, at de er syge, og at det derfor er nemmere at holde det for sig selv.”

Maj Vinberg mener også, at psykisk syge ofte selvstigmatiserer:

”En ting er, hvad mennesker, der ikke kender til psykisk sygdom, mener, men det sværeste stigma er det, der er i det enkelte menneske med en psykisk diagnose. De nænner ikke at pådrage børnene deres udfordringer. Vi vil allerhelst være den bedste forælder for vores børn.” forklarer Maj Vinberg.

Det forsøger Per Bloch at behandle med en vis form for humor i bogen. Moren står på hænder for ikke at blive våd i ansigtet, når hun græder, syr popcorn på en snor og shopper en trampolin til stuen.

”Når vi når til et sted, hvor vi kan lave sjov med psykisk sygdom, betyder det også, at en del af alvoren er taget af. Jeg tror, det er vigtigt at nå derhen. Det er ikke fordi, vi absolut skal lave sjov med psykisk sygdom, men når vi kan lave sjov med noget, så har vi på en eller anden måde fået et overtag,” siger Per Bloch.

Og måske kan netop den tilgang være med til at åbne op for de svære samtaler om psykisk sygdom, både i familien, men også i skolen og blandt psykiatere, håber han. Gakkelaksen er blandt andet lavet til undervisningsmateriale til folkeskolen, som er downloadet 500 gange fra Dansklærerforenings hjemmeside, siden den udkom i november 2024, så han håber, den bliver brugt i skoleklasserne.

Maj Vinberg ønsker også at bruge den i sit arbejde.

”Jeg synes absolut, den bør være en del af vores materiale. Vi har nogle forskellige bøger, vi anbefaler, og jeg synes, Gakkelaksen bør være en af dem. Jeg har også lånt mit eksemplar ud til nogle forskellige mennesker med bipolar lidelse. Jeg tænker også, den kunne være god, når folk er indlagt. Altså at give med hjem til familien, hvor den kan blive godnathistorie med de fine illustrationer. Måske kan bogen være noget, børnene kan forstå, og som kan hjælpe til samtalen om, at far eller mor er på hospitalet med psykisk sygdom”.

Ja. Vi har en trivselsudfordring. Men nej. Vi er ikke ved at tabe en hel generation af børn og unge på gulvet. Læs også
Udgivet

Ja. Vi har en trivselsudfordring. Men nej. Vi er ikke ved at tabe en hel generation af børn og unge på gulvet.

Medierne maler et billede af en hel ungdom i knæ. Men spørger man forskerne, har langt de fleste…

Handling hjælper på klimaangst: Over 40 gymnasier deltog i Gymnasiernes Klimahandledag Læs også
Udgivet

Handling hjælper på klimaangst: Over 40 gymnasier deltog i Gymnasiernes Klimahandledag

42 gymnasier i hele Danmark ryddede skemaet fredag, da Gymnasiernes Klimahandledag løb af stablen.…

Nyt værktøj fjerner unges nøgenbilleder fra nettet Læs også
Udgivet

Nyt værktøj fjerner unges nøgenbilleder fra nettet

Når unge får delt nøgenbilleder på nettet mod deres vilje, kan det efterlade dem med følelsen af…