Et hus uden tag i Kenya ændrer tømreruddannelsen i København: Nu skal danske tømrerelever designe slumhuse fremfor sommerhuse

Danske tømrer- og murerelever rejste til Kenya for at bygge et bæredygtigt hus til slumområder. Selvom de ikke nåede at bygge huset færdigt, vil erfaringerne fra den kenyanske byggeplads nu ændre tømreruddannelsen i København.

Solen rammer lige på toppen af hovedet med en intensitet, man kun oplever tæt ved ækvator. I Kenya er den hårde sol en del af hverdagen, og i den lille by Gilgil, som ligger lidt nordvest for Nairobi, Kenyas hovedstad, er støv også en naturlighed. Det er et gammelt ørkenområde, og selvom der er blevet plantet mange buske og træer, skal man ikke lade sig snyde. Ved det mindste vindpust kan man mærke støvet, der smyger sig ind alle steder. I øjne, næse og mund.

I Gilgil ligger den tekniske skole Comboni Polytechnic, som uddanner alt fra tømrere til designere, og på skolens grund står der et lille hus. Selvom ”hus” måske er lidt meget sagt. Der er fire vægge. Én murstensvæg, to vægge (næsten færdige) lavet af flamingo med hønsenet udenom, og en front lavet af træ med huller til et vindue og en dør. Intet tag.

Det er danske og kenyanske håndværkerstuderende, som har bygget ”huset” sammen under et et udvekslingsforløb, hvor de har besøgt hinanden.

Ambitionerne for byggeprojektet var store fra start af. I Kenya skulle de bygge et bæredygtigt hus af lokale materialer, som var billige nok til, at der kunne bygges en masse huse efter samme opskrift i Kenyas slumområder. Men på grund af mangel på tid og materialer, skiftende planer, forskellige forventninger og ambitioner, blev huset ikke gjort færdigt mens danskerne var i Kenya. I stedet endte det med at blive en ‘inspirationsbygning’, altså med vægge bygget på forskellige måder, så lokale i området kan se på byggemetoderne og resultaterne og lade sig inspirere til deres egne byggerier.

Selvom resultatet er langt fra, hvad der oprindeligt var planlagt, er både lærere og elever tilfredse med turen.

“Det har jo været en enestående mulighed for os at komme ned og se den måde, de lever og bygger på,” siger Sebastian Johannes Friis, som er tømrerelev på uddannelsesstedet NEXT i København.

Faktisk er lærerne så tilfredse med den læring og de erfaringer, eleverne har med hjem, at det også skal være med til at give kommende elever på tømreruddannelserne et bredere perspektiv på deres erhverv. Både de danske og de kenyanske.

Der bliver nu lavet en manual til andre tekniske skoler i Kenya, som beskriver, hvordan de forskellige vægge er bygget, og hvilke tanker der ligger bag.

Og herhjemme har de på uddannelsesstedet NEXT besluttet sig for at holde fast i det globale udsyn på tømreruddannelsen, når de eksperimenterer med bæredygtige boliger som en del af undervisningen.

På den måde kommer erfaringerne til at gavne langt flere elever end blot dem, der var involverede i selve byggeriet nede i Gilgil.

”Der er nogle spændende erfaringer fra turen, som vi skal bare have bredt ud til flere elever. Og når vi lykkes med det, så bliver projektet virkelig en succes,” siger Jørgen Svendsen, som er uddannelsesleder på NEXT’s tømrerafdeling.

Tømrerne har optegnet deres trækonstruktioner på jorden og skal nu til at bygge. Foto Lærke Kobberup
Tømrerne har optegnet deres trækonstruktioner på jorden og skal nu til at bygge. Foto Lærke Kobberup

Teorien versus virkeligheden

På den kenyanske skole Comboni Polytechnic står en blanding af danskere og kenyanere og diskuterer hen over en konstant lyd af save fra værkstedet. Det er den første arbejdsdag i projektet, og der er tydeligvis forskellige forventninger til, hvad det er, der skal bygges.

Danskerne har en forventning om, at de skal bygge et eksempel på et bæredygtigt og billigt hus, som kan fungere i den kenyanske slum. Det er en af hovedgrundende til, at de overhovedet er i Kenya.

40 procent af kenyanerne boede i 2022 i slumområder. Boliger i slumområder er oftest dårligt bygget og beskytter derfor ikke særligt godt mod vind og vejr. Slumboligernes dårlige konstruktioner forøger derfor også risikoen for sygdomme som for eksempel lungebetændelse.

Det var selvfølgelig aldrig planen, at de 13 danske håndværkerelever skulle ned og fikse slumproblemet i Kenya. Men det var planen, at de gennem sparring og samarbejde skulle blive udfordret af og udfordre de kenyanske håndværkeres måde at bygge på. Og det skete da også allerede den første dag.

Der ligger en lille bunke træ op ad muren til tømrerværkstedet. Langt fra nok til fire vægge. Til gengæld har kenyanerne bestilt både flamingo og hønsenet til en anden type væg. Deres plan er nemlig, at de – i stedet for at bygge en bolig til slummen – skal bygge en inspirationsbygning. To af væggene skal bygges af flamingo med hønsenet og puds udenpå, en byggemetode som kenyanerne har set ved de mange kinesiske byggerier, der er i Kenya. De to andre vægge skal bygges af henholdsvist træ og mursten.

Flamingoen er et alternativ til træ, som er et dyrt materiale i Kenya. Men flamingovægge er en byggestil, som de danske tømrerelever slet ikke kender og derfor lige skal lære, hvordan fungerer.

Så danskerne må tilpasse sig deres omgivelser og bygge med de materialer, der er til rådighed. Allerede ud på eftermiddagen begynder de derfor sammen med kenyanerne at måle op til vægge på jorden med kridt.

Det er altså kenyanernes plan, som bliver ført ud i livet, og selvom projektet ikke ender med det billige og bæredygtige hus, er der dog ingen tvivl om, at både danskerne og kenyanerne lærer en masse om hinandens byggemetoder.

Danskerne lærer blandt andet fra første dag, at man aldrig kan være helt sikker på, at en plan holder, og så må man jo være omstillingsparat. Det var den omstillingsparathed, der gjorde, at der stod et skelet af et hus, som kenyanerne kunne bygge færdigt, da projektet sluttede i Kenya.

De lærte også, at kenyanerne slet ikke har de samme materialer til rådighed. Træ er dyrt, og mursten kræver en del forarbejde.

”Derhjemme går jeg jo bare ned og køber 100 paller eller et eller andet,” siger Majbrit Nielsen, som er murerelev fra Rybners.

”Her kræver det mere tid, da vi lige skal stå og støbe murstenene først.”

Samtidig kræver klimaet også nogle helt andre tanker end hjemme i Danmark. Man behøver ikke tænke lige så meget på isolering og fugt, men i stedet på hede, støv og eventuelle oversvømmelser.

På murerpladsen sker samarbejdet allerede fra første dag. Foto Lærke Kobberup
På murerpladsen sker samarbejdet allerede fra første dag. Foto Lærke Kobberup

Inspiration til fremtidige håndværkere

De helt lavpraktiske erfaringer og oplevelser, som de danske elever havde med de lokale i Kenya, kommer ikke kun til at gavne dem selv. De skal nemlig fra nu af være en fast del af grundforløbets afsluttende projekt på NEXT’s tømreruddannelse.

Når eleverne afslutter det forløb, skal de nemlig designe en model af en bolig. Typisk har det været et sommerhus eller lignende, men fra nu af kommer de til at skulle designe en bolig, som ville passe ind i, og være realistisk at bygge, i et kenyansk slumkvarter.

”Det kunne være fedt at lægge lidt benspænd ind og sige: Du skal arbejde med et boligkoncept i et område, hvor der er begrænset adgang til en række materialer, og budgettet må ikke overstige et vist beløb, og man skal være forberedt på, at der for eksempel kan opstå oversvømmelser,” forklarer Jørgen Svendsen, uddannelsesleder på tømreruddannelsen på NEXT.

Det er ikke noget nyt, at erhvervsskolerne underviser i bæredygtigt byggeri – det står i bekendtgørelsen for skolerne. Men det globale udsyn er noget, som NEXT selv har valgt at prioritere. Og udvekslingsprojektet har kun skabt større ambitioner om at vægte det højt.

”Et eller andet sted skal vi jo klæde vores unge mennesker på, så de kan komme ud og være håndværkere i en verden, hvor bæredygtighed bare fylder meget mere, end det gør nu,” siger Jørgen Svendsen og fortsætter:

”Og jeg tror bare, at det er svært at skabe samme forståelse for, hvorfor bæredygtighed er vigtigt, hvis ikke man tænker globalt.”

Unge håndværkere i Kenya: Uden spand og skruer kan man stadig bygge broer Læs også
Udgivet

Unge håndværkere i Kenya: Uden spand og skruer kan man stadig bygge broer

Danske murer-og tømrerelever har været i Kenya for at bygge med de lokale elever. Der har de…

Håndværkere på udveksling: Når lærlinge saver og pudser sammen, bliver kulturelle forskelle visket væk Læs også
Udgivet

Håndværkere på udveksling: Når lærlinge saver og pudser sammen, bliver kulturelle forskelle visket væk

11 tømrerlærlinge tog fra Kenya til København for at se, hvordan den danske byggeindustri fungerer…

Unge i byggebranchen vil stoppe med at… bygge! Læs også
Udgivet

Unge i byggebranchen vil stoppe med at… bygge!

Håndværkere og aktivister drømmer om en byggeindustri, der ikke skader klimaet så meget som i…