Unge håndværkere i Kenya: Uden spand og skruer kan man stadig bygge broer

Samarbejde på udebane

Inden vi landede i Kenya, fortalte Majbrit Nielsen, at det var vigtigt for hende, at de danske håndværkerelever ikke kom til at virke for belærende i Kenya. I realiteten kendte de jo nemlig ikke til virkeligheden på en kenyansk byggeplads eller til den kenyanske kultur.

Og det fik hun ret i.

Allerede på køreturen fra lufthavnen i Nairobi, Kenyas hovedstad, til destinationen, den mindre by Gilgil, oplevede hun en af de mest karakteristiske træk ved udvekslingen: Turen skulle egentlig kun have taget to en halv time, men sneg sig hurtigt op over fire timer. Et godt indblik for de danske studerende i den kenyanske hverdag, hvor konkrete tidspunkter sjældent er mejslet i sten, og en plan ofte kun gælder en halv dag ad gangen.

En regel, der også gjaldt byggeplanen. Den originale plan for turen var, at der til slut skulle stå et færdigt hus. Det primære fokus var på byggeriet. Men der var ikke engang gået et døgn i Kenya, før antallet af arbejdsdage var skrumpet ned til tre en halv.

Samtidig skulle eleverne ud og opleve hverdagen på en kenyansk byggeplads. Allerede den første dag måtte murerne lægge deres normale rutiner og metoder fra sig.

Først skulle bygningens underlag gøres klart. Og det bliver ikke gjort med en maskine, som vi er vant til i Danmark, men med en massiv, manuel stentromle, der skulle fem mand til at flytte. De danske elever måtte hive og slide i den hårde middagssol, så sveden piblede frem samtidig med, at en kenyansk elev gik rundt og kastede vand på pladsen, så støvet ikke blev hvirvlet op.

Og det var ikke kun de smarte maskiner, som de danske murere måtte undvære. Det gjaldt også langt mere basalt værktøj.

”Ja, altså man kan godt mærke, at der ikke er nogen spand,” siger Majbrit Nielsen.

Og når der ikke er nogen spand, må cement og mørtel blandes enten på jorden eller i en ustabil trillebør, som kun lige kan køre.

Det er hverdag for kenyanerne at arbejde på den her måde, men det kræver lidt tilvænning for danskerne. Og det kræver samarbejde. Noget, der skete hurtigt blandt murerne.

”Jeg syntes faktisk, vi har haft en meget god ping-pong, hvor vi har set på, hvad kenyanerne gør, og så har de set på, hvad vi gør – og så må vi jo se, hvordan vi sammen kan bygge med det, vi har,” siger Majbrit Nielsen.

Man må arbejde med det, der er

Det gnidningsfrie samarbejde dukker dog ikke lige så hurtigt op på tømrerværkstedet, som det gjorde hos murerne.

De danske elever må af forsikringsgrunde ikke arbejde med de elektriske maskiner på værkstedet, men det må de kenyanske elever gerne. Og det ligger ekstra pres på, at kommunikationen fungerer, når nogle fx skal save noget ud for andre på maskinen.

Men de forskellige måder at arbejde på skaber kurrer på tråden. Kenyanerne er ikke vant til at lave så mange opmålinger, inden de skærer, og danskerne bliver let frustrerede, hvis træet bliver skåret forkert, da der – endnu et benspænd – ikke er særlig meget træ at arbejde med.

”Altså, jeg syntes, det var lidt svært i starten. Vi skulle lige mødes på midten i forhold til, hvordan man arbejder,” fortæller Sebastian Johannes Friis, som er tømrerelev på uddannelsen NEXT.

Alle skal være enige om planen, og de danske elever skal også lige lære at forstå den karakteristiske kenyanske dialekt. Men med tiden bliver forståelsen og samarbejdet bedre.

Sebastian Johannes Friis kunne dog aldrig helt slippe fornemmelsen af, at der var noget underligt ved arbejdsfordelingen:

”Jeg har jo fuld forståelse for, at vi ikke må bruge de elektriske maskiner, fordi det ikke er sikkert nok, men så virker det også bare lidt forkert, at se kenyanerne stå og køre med saven uden beskyttelse,” siger han.

Men grundet reglerne var det sådan, arbejdsfordelingen endte. De danske tømrere målte træet op, og de kenyanske skar det til.

Et unikt indblik i en fremmed byggebranche

Det var planen, at eleverne i løbet af deres tur skulle bygge et eksempel på en bæredygtig bolig til slumområder. Det skete ikke – men i stedet fik de bygget en konstruktion, hvor væggene var opbygget af forskellige materialer og med forskellige metoder, så lokale håndværkere kan blive inspirerede til at bygge anderledes.

Én væg af træ, to (næsten færdige) vægge med flamingo og hønsenet – som er billigere end træ og er lydtæt – og én murstensvæg.

De danske studerende nåede at være med til at rejse væggene, men de kom ikke til at være med til at færdiggøre huset. Det skabte blandede følelser:

”Ja, altså det ville hundrede procent være blevet bedre, hvis vi havde haft længere tid,” siger Sebastian Johannes Friis.

De danske studerende har i stedet brugt tiden på at cykle i nationalparker, besøgt en skole i det lokale slumområde og har repræsenteret deres værtskole til en lokal konkurrence, hvor de har observeret alt fra traditionel dans til catwalk.

For Majbrit Nielsen har fordelingen af det faglige og det kulturelle dog været helt perfekt.

”Tempoet på byggepladsen er også bare så langsomt, at det var rart at være lidt væk fra det en gang imellem,” siger hun.

Man kan ikke sige, at udvekslingsturen til Kenya var uden udfordringer for de danske håndværkerstuderende. Men den har været med til at skabe dybere forståelse for en byggeproces, der er meget anderledes end den danske.

En forståelse som de på håndværkeruddannelsescenteret NEXT håber på at gøre til en fast del af tømreruddannelsen fremover.

Derudover har turen også gjort det endnu tydeligere for Majbrit Nielsen, at hun gerne vil arbejde internationalt med sit erhverv:

”Det har i hvert fald gjort mig mere nysgerrig på, hvad man gør i andre lande.”