Færre danske kvinder får livmoderhalskræft – og det er der to gode grunde til

Takket være vacciner og screeninger er antallet af danske kvinder, der får livmoderhalskræft, faldet de sidste ti år. Det gælder især for kvinder mellem 20 og 29 år.

Livmoderhalskræft, der hvert år dræber flere tusind kvinder på verdensplan, rammer nu kun tre ud 100.000 danske kvinder i 20’erne. Det viser et nyt studie fra det internationale tidsskrift for kræft, International Journal of Cancer.

"Indsatsen mod livmoderhalskræft i Danmark er en succeshistorie. I de sidste ti år har der været en meget positiv udvikling i forekomsten af livmoderhalskræft i Danmark, som tidligere var en sygdom, som i særdeleshed ramte danske kvinder,” siger Elsebeth Lynge i sundhedsmediet Dagens Medicin.

Hun er professor emerita i epidemiologi på Københavns Universitet og arbejder blandt andet med kræftscreening. Hun er også hovedpersonen bag det nye studie, der har undersøgt forekomsten af livmoderhalskræft hos kvinder i Danmark i perioden 2009 til 2022.

Og det er altså særligt blandt 20-29-årige kvinder, at udviklingen er positiv:

Fra 2020 til 2022 ramte livmoderhalskræft tre ud af 100.000 danske kvinder i 20’erne, mens den fra 2009 til 2011 ramte 14 ud af 100.000.

Også for kvinder over 30 er forekomsten af livmoderhalskræft generelt faldet de sidste ti år.

Vaccination og screening hjælper

Livmoderhalskræft er den fjerde mest udbredte kræftsygdom blandt kvinder globalt set. Det er en alvorlig sygdom, der opstår i livmoderhalsens slimhinde, og i 2022 dræbte den ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, omkring 350.000 kvinder verden over.

Samme år ramte den omkring 340 kvinder i Danmark, og cirka en fjerdedel af dem mistede livet.

Symptomer på livmoderhalskræft kan blandt andet være unormale blødninger eller blødning efter samleje. Men ofte mærker kvinderne ingen symptomer, og derfor ved mange ikke, at de er syge før meget sent.

Der er især to ting, som har fået antallet af livmoderhalskræftramte unge i Danmark til at falde: Screening, altså at blive undersøgt for livmoderhalskræft hos lægen, og HPV-vaccination.

Det er nemlig stort set altid HPV-infektion, som er årsag til livmoderhalskræft. HPV-infektion kan give celleforandringer i livmoderhalsen, som kan føre til kræft, hvis man ikke opdager dem i tide – men hvis celleforandringer bliver opdaget tidligt gennem rutinemæssige screeninger hos lægen, kan den altså behandles eller endda forebygges.

"Den kombinerede indsats med børnevaccination og screening har bragt Danmark et godt stykke ad vejen mod at gøre livmoderhalskræft til en sygdom, som kan forebygges,” siger Elsebeth Lynge til Dagens Medicin.

”De danske tal viser, at de kvinder, der blev HPV-vaccineret som piger, i dag har en meget lav risiko.”

I Danmark har HPV-vaccination været en del af børnevaccinationsprogrammet siden 2009 for piger og siden 2019 for drenge – drenge og mænd får ikke livmoderhalskræft, men de kan sprede det til  piger og kvinder under sex.

Livmoderhalskræft kan udryddes

Tidligere ramte livmoderhalskræft flere danske kvinder end i vores nordiske nabolande, men det har ændret sig nu. Faktisk er der i dag færre tilfælde i Danmark end i både Norge og Sverige.

Også sammenlignet med WHO’s mål om at eliminere livmoderhalskræft, ser det lyst ud i Danmark. Ifølge WHO bliver sygdommen udryddet som folkesundhedsproblem, hvis det årlige antal kvinder med livmoderhalskræft er færre end fire ud af 100.000.

Med tre ud af 100.000 blandt danske kvinder i 20’erne går det altså den rigtige vej i Danmark.

Den danske selvmordsrate er historisk lav, og snart bliver den endnu lavere Læs også
Udgivet

Den danske selvmordsrate er historisk lav, og snart bliver den endnu lavere

For fire årtier siden begik fire danskere selvmord hver eneste dag. Siden er adgangen til blandt…

De unge er blevet hørt: Seksualundervisning bliver obligatorisk på alle gymnasier Læs også
Udgivet

De unge er blevet hørt: Seksualundervisning bliver obligatorisk på alle gymnasier

I februar nedlagde 2000 gymnasieelever undervisningen en dag i protest over manglende seksualundervisning på…

Gratis gummi og gode råd knækker kurven for unge mødre i nordsjællandsk kommune Læs også
Udgivet

Gratis gummi og gode råd knækker kurven for unge mødre i nordsjællandsk kommune

Hos Ungdomsmodtagelsen i Halsnæs Kommune kan de unge kvit og frit få rådgivning, kondomer, p-piller,…