Gæsteblog: På FN-topmøderne kolliderede kortsigtede interesser med planetære behov: Kan vi sikre de fremtidige generationer mod os selv?

Skuffende FN-forhandlinger om først biodiversitet, så klima og derefter plastik-tsunamien ramte hinanden som dominobrikker. Men det globale samarbejde havde også lyspunkter, som vi må holde fast i. For pessimisme er en luksus, vi ikke har råd til.

Som Danmarks Ungdomsdelegater til FN for Klima & Miljø har vi gennem de sidste to måneder deltaget i tre afgørende, politiske topmøder sammen med den danske delegation af embedsmænd og politikere: COP16 om biodiversitet i Colombia, COP29 om klima i Aserbajdsjan og INC-5 om plastikforurening i Sydkorea. Men på topmøde efter topmøde har vi set mangelfulde resultater, som ikke langt fra adresserer de udfordringer vi og fremtidige generationer står overfor, mens en lille håndfuld lande fryder sig ved forhandlingernes kollaps.

Turen ned af bakke starten med topmødet på biodiversitet, hvor der skulle sættes indikatorer for de højt besungne globale biodiversitetsmål (fx 30 procent beskyttet natur), man blev enige om i 2022. Manglende enighed om finansiering blev dog en kæp i hjulet, som gjorde, at der heller ikke kom en aftale i stand på flere andre forhandlingspunkter, da de forskellige forhandlinger blev set som en samlet pakke. Det var ikke den bedste start på topmøde-sæsonen, da årets helt store fokus for næste møde - klimatopmødet COP29 - var et nyt mål for klimafinansiering. Så da det ikke lykkedes at få en aftale om, hvem der skal betale hvad til biodiversitetsmødet, så besværliggjorde det fundamentet for en finansieringsaftale til klimatopmødet allerede før, det startede. Selvom det - efter nogle meget svære forhandlinger – lykkedes at sætte et finansieringsmål til klimatopmødet, var det både for lidt og for sent ifølge mange forskere og NGO’er.

Sidst i rækken lå topmødet med plastikforhandlingerne, som efter to års opløb, med fem forhandlingsmøder, skulle være klar til at levere en traktat for at stoppe plastikforurening. Der var ikke meget håb tilbage efter de tidligere forhandlinger – og et par plastikproducerende lande spændte da også ben.

Kløften mellem ambition og handling

COP29 i Baku afslørede endnu en farlig kløft mellem ambitioner og handling, der risikerer at underminere klimakampen på globalt plan. Det nye klimafinansieringsmål på 300 milliarder dollars til verdens fattigste lande lyder umiddelbart imponerende, men når man ser nærmere på tallene, står det klart, at det ikke når nær det reelle behov. Værre endnu: Forpligtelserne træder først i kraft i 2035 – et tidspunkt, hvor klimaforandringerne allerede vil have haft katastrofale konsekvenser mange steder. De udsatte lande i det globale syd ser det nye klimafinansieringsmål som en brandbil, der desværre først ankommer, når huset allerede er brændt ned

Og ikke nok med det: Et af de mest skuffende aspekter ved forhandlingerne i Baku var, at løfterne fra sidste års klima-COP om en udfasning af fossile brændstoffer blev udvandet. Olielande blokerede aktivt for fremskridt og efterlod er verdenssamfund, som ikke blot havde svært ved at rykke videre fremad - vi kunne ikke engang blive enige om at manifestere det, vi blev enige om sidste år. Blokeringerne afslører en grundlæggende konflikt i klimaforhandlingerne: Mellem kortsigtede økonomiske interesser og langsigtede planetære behov.

Klimakrisens skjulte motor

Produktionen af plastik er en af de mest undervurderede drivkræfter bag klimakrisen. Plastproduktionens CO2-aftryk er tre gange så stort som luftfartens – og produktionen står lige nu til at blive tredoblet i 2050. Samtidig infiltrerer mikroplastik vores økosystemer, fødekæder, nyfødte babyer, lunger, hjerte og hjerne. Der er fundet plastik i alle menneskets organer.

På plastikforhandlingerne, INC-5, blev det tydeligt, at en effektiv løsning kræver en traktat, der regulerer hele plastikkens livscyklus – fra produktion til bortskaffelse. Sådan en traktat ville være en udfordring af de økonomiske kræfter, dybt forankret i olie- og gasindustrien, der driver plastikproduktionen. Her bliver princippet om, at forureneren betaler, en afgørende nøgle til fremskridt. Uden dette princip vil de største plastikproducenter fortsat kunne flytte byrden og regningen for affald og forurening til udviklingslandene.

Håb i multilateralismen

Alle tre topmøder endte skuffende, uden at verdenssamfundet har løftet sin opgave - og det er naturen, miljøet, klimaet og de fattige lande, der ender med regningen. Men på trods af de mange udfordringer er der stadig lyspunkter, der viser potentialet i FN’s multilaterale system. Ved COP16 om biodiversitet blev oprindelige folks rettigheder styrket med oprettelsen af et permanent organ, der skal sikre deres medindflydelse i biodiversitetsforhandlingerne. Oprindelige folk spiller en nøglerolle, når det kommer til at beskytte biodiversiteten internationalt, og det er derfor et klart lyspunkt, at man lykkedes med at anerkende deres rolle på dette års forhandlinger.

For første gang blev der også indgået en aftale om, at virksomheder skal betale en andel af deres omsætning for brug af genetiske ressourcer, som f.eks. Novo Nordisk nyder godt af. Dette princip – at dem, der drager nytte af naturen, også skal bidrage til dens beskyttelse – er et afgørende skridt mod mere bæredygtige økonomiske systemer. Disse fremskridt viser, at FN, selv med sine mange mangler, stadig kan levere resultater, når politisk vilje kombineres med civilsamfundets pres og engagement.

En generationskamp

Som ungdomsdelegater har vi mærket vægten af kriserne på vores skuldre. Vi deltager ikke kun i forhandlingerne; vi repræsenterer en generation, der skal leve med konsekvenserne, hvis verdenssamfundet fejler. Vi mærker vægten hver dag i forhandlingslokalerne, hvor de løsninger, der bliver diskuteret, ikke blot handler om fremtidige generationer, men om os og de valg, vi allerede står overfor.

Alligevel er vi drevet af håb og ansvarsfølelse. Som én aktivist på COP29 udtrykte det: “Pessimisme er en luksus, vi ikke har råd til.” Denne indstilling er ikke naivitet, men et udtryk for nødvendighed. Hvis vi ikke kæmper for forandring, hvem skal så?

FN’s forhandlinger kan føles skrøbelige og langsomme, men de repræsenterer også vores største håb for globale løsninger. Når vi lykkes ét sted – f.eks. ved at sikre klimafinansiering eller stærkere biodiversitetsmål – kan disse fremskridt skabe ringe i vandet, der breder sig til andre forhandlinger - ligesom det modsatte har været tilfældet i år.

Multilateralisme er langt fra perfekt, men det er en uundværlig platform for at tackle de planetære kriser, der definerer vores tid. Det er ikke en nem kamp - men den er nødvendig. Og netop derfor fortsætter vi. Vi har ikke råd til andet.

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning.