Livreddere redder liv: Langt færre dør i drukneulykker

Færre mennesker drukner nu end for 20 år siden. Men nøjes man med at sammenligne med denne tid sidste år, er antallet af drukneulykker også faldet. Rød-hvide livreddertårne på de danske strande og livredderne selv kan være skyld i den positive udvikling.   

Røde og gule flag blafrer i vinden udenfor den betonfarvede fabriksbygning i et industrikvarter i Hvidovre.

“Livredderfabrikken kaldes den, men det er egentlig Trygfondens livredderes undervisningsfaciliteter,” siger Anders Myrhøj, som er kystlivredningschef hos Trygfonden. Han mener, at livredderne har en stor del af æren for, at færre drukner.

“Herinde hædrer vi livredderne som årets helte,” siger han.

Vi er omringet af vand. Danmark har nemlig 9.000 km kyst, og der er aldrig mere end 50 km til havet, uanset hvor du befinder dig. Vi bruger meget af vores tid ved og i vandet. Der er nemlig mange danskere, der svømmer, står på SUP-board og sejler kajak og kano. Faktisk deltager tre ud af fire danskere over 18 år i fritidsaktiviteter i vand, og svømning er den næststørste fritidsaktivitet hos børn. Samtidig har hver fjerde dansker været tæt på at drukne.

I 2001 mistede næsten 80 mennesker livet ved at drukne i Danmark. Men 20 år senere, i 2021, var tallet faldet til 50, viser den årlige nationale druknestatistik. Især hos børnene er tallet faldet markant. I perioden 2001-2008 druknede 45 børn i alt, mens det i årene fra 2009-2016 kun var 9 børn. Det er på trods af, at langt flere er ved og i vandet i deres fritid.

Bedre beskyttelse af den blå verden Læs også
Udgivet

Bedre beskyttelse af den blå verden

Vi hører ofte om, hvordan havet er ved at blive tømt for fisk og kvalt i plastik. Men der er…

I år er der sket 29 drukneulykker, hvilket er en halvering af tallet fra samme tid sidste år. En af årsagerne til, at færre drukner i dag, er, at der er livreddere på de danske strande modsat i 2001. Alene i 2022 gennemførte Trygfondens livreddere 67.469 redningsindsatser i Danmark, hvoraf 22 af dem var direkte livreddende. Dermed forbygger livredderne hvert år mange situationer, hvor mennesker kunne miste livet.

Et sejt træk giver pote

I 25 år har Trygfonden arbejdet for, at færre skal drukne, og gennem oplysningskampagner og med livreddende arbejde har Trygfonden og andre bevægelser, som Rådet for Større Badesikkerhed samt alle landets kommuner, arbejdet med folkeoplysning om badesikkerhed.

René Højer, som er programchef i Trygfonden, forklarer, at da de i starten af 2000’erne kontaktede de danske kommuner for at lave samarbejder, var kommunerne ikke interesserede i at få livreddertårne og reddere.

“De mente ikke, at det var deres ansvar”, bemærker René Højer, “men det har heldigvis ændret sig i dag.”

Nu er det kommunerne selv, der kontakter Trygfonden og beder om livreddere. Det arbejde, kommunerne har lavet de sidste to årtier, mener René Højer, har været med til at skabe et paradigmeskifte i Danmark, når det kommer til vandsikkerhed.   “Der er kommet mere og mere fokus på området de sidste 20 år i hele Danmark” forklarer han.

Der er livreddere på omkring 60 strande i Danmark i dag. Det er reddere fra Trygfonden, Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste og Team Bade. Der er derfor en stor arbejdsbyrde for de organisationer, der arbejder med vandsikkerhed. Trygfondens kystlivredning uddanner hvert år 200 reddere til at passe på badegæster på de danske strande og ved havnebade.

”De der små sataner” - På seks uger opsamlede 762 danskere tusindvis af plastikkugler fra stranden Læs også
Udgivet

”De der små sataner” - På seks uger opsamlede 762 danskere tusindvis af plastikkugler fra stranden

Ude i det danske sommerland har mange danskere brugt ferien på andet end at nyde solen. Mange har…

René Højer mener, at livredderne og deres arbejde er en af de helt store årsager til, at færre drukner, “Jeg håber og tror, at det at have bygget livredningstjenesten op nationalt er årsag til, at vi kan se det her fald,” siger han.

Stigningen i antallet af de rød-hvide tårne og de rødgule livreddere er da også sket i takt med, at færre drukner.

Livredderfabrikken skaber reddere

Tilbage på livredderfabrikken står række efter række med livredderudstyr. Akkurat som i Ikea. Her er er den gule Ikea-pose og Billy-reolen dog skiftet ud med gule redningsboards af hård gummi og reoler med teoribøger om livredning.

Anders Myrhøj, kystlivredningschef hos Trygfonden, fortæller, at Trygfonden går meget op i, at de får de helt rigtige livreddere: De skal til interviews, tests og prøver. De skal kunne dykke, svømme og bjærge tunge dukker.

“De skal være klar til jobbet både mentalt og fysisk,” siger Anders Myrhøj. “Det er jo et kæmpe ansvar de får.”

Når Trygfonden har fundet de 200 rette kandidater, modtager livredderne undervisning på fabrikken, som er certificeret af det internationale livredningsforbund, og på de lokale strande. Derfra er det først efter to års erfaring som livredder, at man kan få lov at arbejde på de store strande, som langs vestkysten, hvor havet er vildest.

Havet sover aldrig

Mellem 20 sekunder og 1 minut. Så kort tid tager det at drukne. Derfor er det vigtigt, at livredderne er hurtige og veltrænede til de potentielle livsfarlige situationer, de kan møde ved vandet.

I det 3.300 m2 store træningsområde, livredderfabrikken, bliver redderne derfor trænet til akkurat de situationer, de kan komme til at stå i ved havet. Udover livreddere på de mange strande har Trygfonden også redningskranse hængende 8.000 forskellige steder og lysende havnestiger 1.000 steder i landet.

Programchef i Trygfonden, René Højer, forklarer, hvor vigtigt det er at være opmærksom, når man er ved havet, for “det sover jo aldrig,” siger han. Netop derfor er oplysningskampagnerne også vigtige, mener han.

Ifølge Anders Myrhøjer det vigtigt at promovere glæde og tryghed omkring vand.

“Man lever kun et halvt liv, hvis man ikke tør bade ved Vesterhavet,” siger han, “man skal bare huske at holde sig indenfor de rødgule flag, hvor livredderne er”.

Spøgelsesnet fanger fisk længe efter, de er tabt: Nu skal fritidsfiskere også melde mistet fiskeudstyr Læs også
Udgivet

Spøgelsesnet fanger fisk længe efter, de er tabt: Nu skal fritidsfiskere også melde mistet fiskeudstyr

Det er ikke længere kun erhvervsfiskerne, der skal melde det ind til myndighederne, hvis de mister…