Stenrev skal skabe liv for fisk i Kattegat

Torsk og hummere stortrives i huler og stensprækker. Nu bliver 19.000 ton sten deres hjemsted nord for Gillelejes kyst.

Dybt på havbunden ligger store samlinger af sten. Blandt huler og sprækker svømmer hummere og fisk, der yngler. Grønne alger svajer i havstrømmen og gør havliv muligt. Det er kendetegnene ved et stenrev. Men i århundreder har vi i Danmark fjernet disse rev. Vi har brugt dem til at bygge kirker, havne og slotte og har dermed fjernet hjemsteder for en masse havdyr. For når stenene forsvinder, forsvinder tang og dyreliv også.

Men det laver Miljøstyrelsen nu om på i Kattegat nord for Gilleleje. I slutningen af september har de lagt 19.000 ton sten ud i vandet omkring tre kilometer fra kysten for at genoprette gamle stenrev:

”Mange af vores kystnære stenrev er blevet forarmet og nogle steder helt forsvundet. Men nu får vi to vigtige rev tilbage, som med tiden vil få stor betydning for fisk og bunddyr, der er afhængige af revenes varierede natur og mylder af skjulesteder,” udtalte Dorte Wenøe Breddam fra Miljøstyrelsen, da arbejdet startede i 2023. Hun er ansvarlig for projektet.

”Livet på revene vil også smitte af på omgivelserne, fordi revene har stor betydning som yngle- og opvækstområder som for eksempel torsk og hummer”.

Lokal hjælp på en global krise

Ifølge Miljøstyrelsen er stenrevene ikke kun gode for havmiljøet og biodiversitet, men også for fiskeri og friluftsliv, fordi de tiltrækker mange forskellige fiskearter.

Desværre er mange af arterne truede. Det danske hav er presset og lider under en biodiversitetskrise, hvor planter og dyr forsvinder. Fiskeri truer fiskebestandene, og de danske havområder oplevede i september 2024 det største iltsvind i årtier. Det er særligt udledning af fosfor og kvælstof fra landbruget, der fører til iltsvind. Og uden ilt dør alger og dyreliv i havet.

Genopretningen af de to stenrev løser ikke biodiversitetskrisen eller det enorme pres, vi udsætter de danske farvande for, men det er genopretning af vigtig natur og en lokal hjælp til dyr og planter, der kan leve på og mellem stenene. Området nord for Gilleleje er også ekstra specielt, fordi det er et ud af 250 Natura 2000-områder i Danmark. Natura 2000-områder er områder i EU, der bevarer og beskytter natur, dyr og planter, der er sjældne eller truede.

Og måske er stenrevsprojektet i Kattegat det første af mange tiltag, der skal genskabe liv i Danmarkshavene. I hvert fald vil Miljøstyrelsen også genoprette et stenrev ved Tårbæk i Øresund over vinteren, skriver DR.

Saltvand i håret og muslinger i maven: Havoplevelser skal give danskerne trangen til at kæmpe for livet under overfladen  Læs også
Udgivet

Saltvand i håret og muslinger i maven: Havoplevelser skal give danskerne trangen til at kæmpe for livet under overfladen

Det danske havmiljø har det dårligt. Vi hører det igen og igen. Det kan være nemt at skubbe de…

Spøgelsesnet fanger fisk længe efter, de er tabt: Nu skal fritidsfiskere også melde mistet fiskeudstyr Læs også
Udgivet

Spøgelsesnet fanger fisk længe efter, de er tabt: Nu skal fritidsfiskere også melde mistet fiskeudstyr

Det er ikke længere kun erhvervsfiskerne, der skal melde det ind til myndighederne, hvis de mister…

Der er mindre mikroplast i de danske have, end vi troede – og du skal ikke være bekymret for at spise det Læs også
Udgivet

Der er mindre mikroplast i de danske have, end vi troede – og du skal ikke være bekymret for at spise det

Hvis du bekymrer dig om mængden af bittesmå stykker plastik i havet, er der gode nyheder at finde…