CO2-skat sparer Aarhus Kommune 513 tons CO2 i 2022: ”Det vil glæde os, hvis andre tager idéen til sig”
Ved hjælp af interne CO2-afgifter på udvalgte fødevarer, flyrejser og fossilt brændstof har den østjyske storby sænket kommunens klimaaftryk.
Når hjemmeplejen fylder benzin eller diesel på en kommunal bil i Aarhus Kommune, er det dyrere, end det plejer. For siden maj sidste år har de betalt en intern CO2-afgift, fordi benzin og diesel er skadeligt for klimaet.
Men det gælder ikke kun for brændstof, det gælder også for flyrejser og udvalgte klimabelastende fødevarer i de kommunale køkkener, som eksempelvis oksekød, færdigretter, juice og saftevand. Så når en kok på et plejehjem eller i en børnehave bestiller et kilo hakket oksekød, skal køkkenet betale 32,50 kroner i intern klimaafgift, fordi oksekød har et større CO2-aftryk end eksempelvis bønner.
”Vi synes det er naturligt at tage det skridt, når vi arbejder med den grønne omstilling,” siger Peter Pedersen, der er økonomidirektør i Aarhus Kommune. De indførte nemlig en CO2-afgift for at give et økonomisk incitament til at ændre indkøbene i kommunen, og det har en effekt.
”De helt nye tal viser, at bare på det begrænsede antal fødevarer, hvor vi har sat en CO2-afgift, har vi skåret 275 tons CO2 af på tre måneder,” siger Peter Pedersen.
I løbet af de første tre måneder er kødforbruget i kommunen faldet med 30 procent, og mængden af benzin og diesel er ligeledes faldet med 13 procent siden 2021. Tilsammen har den interne afgift sparet kommunen for 513 tons CO2.
Den interne CO2-afgift startede på 850 kroner pr. tons CO2, men er ved årsskiftet steget til 1000 kroner pr. tons CO2. Den gradvise indfasning giver afdelingerne i kommunen en chance for at vænne sig til den nye afgift, der skal stige til 1500 kroner frem mod 2030. Pengene bliver opkrævet til kommunen, og beløb sig til lidt over 1,3 millioner kroner i 2022.
Klimafond og elbiler
Når så pengene er opkrævet, bliver de øremærket til forskellige bæredygtige tiltag i kommunen. ”Pengene skal bruges til at gøre Aarhus Kommune grønnere,” siger Peter Pedersen. Han forklarer, at afgiften for brændstof skal bruges til at omstille alle kommunens biler til at køre på el, det er målet, at alle biler skal det før 2026. Dertil er det også et mål at reducere antallet af biler og kørte kilometer.
Flyafgifterne er øremærket til en kommunal klimafond, hvor kommunens medarbejdere kan søgepenge til grønne projekter i kommunen fremover. Men når det kommer til fødevareafgiften, betales pengene faktisk tilbage til køkkenerne.
”Det skal ikke være dyrere at købe fødevarer samlet set,” siger Peter Pedersen og forklarer, at det ikke handler om at skære ned på fødevarebudgettet men om at ændre købsadfærden i køkkenerne. Derfor får de et samlet beløb tilbage, som de kan bruge efter eget ønske.
”Selvfølgelig kan man købe oksekød for alle pengene, hvis man vil, men det kan også være, at man har lyst at købe nogle andre og bedre produkter i stedet,” siger han. Og afgifterne er overordnet blevet taget godt imod.
”Der var en bekymring om, hvorvidt det ville være for bøvlet og bureaukratisk,” siger Peter Pedersen, ”men det har vist sig ikke at være tilfældet.”
Udbredes til andre kommuner
I løbet af de kommende år vil Aarhus Kommune brede afgifterne ud til andre produkter i takt med, at de får flere erfaringer om det praktiske bag opkrævningen, og hvor det giver mening at pålægge en afgift. ”Vi arbejder på at implementerer en allerede vedtaget CO2-afgift på mobiltelefoner og tablets,” siger Peter Pedersen, og forklarer, at de også arbejder på en såkaldt ”skyggepris” eksempelvis ved indkøb af nye møbler til kommunen.
”Vi arbejder på mange måder med at nedbringe klimaaftrykket af vores indkøb. Klimaafgiften står altså som regel ikke alene, men understøtter de initiativer vi i øvrigt arbejder med," siger han.
”Når vi fremover får forskellige tilbud fra leverandører, skal det fremgå, hvor stort CO2-aftrykket er af de nye møbler,” siger han. På den måde vil kommunen lægge 1000 kroner oven i prisen pr. tons CO2 som en skyggepris. Det er en model for at vælge klimavenlige møbler, en slags kunstig pris, som kommunen ikke betaler, men er afgørende for at vælge eksempelvis møbler med mindre klimaaftryk.
”Det handler om at holde øje med, at kommunen køber klimavenligt ind,” siger Peter Pedersen, og både den interne CO2-afgift og ”skyggeprisen” i Aarhus Kommune kan sagtens bredes ud til andre kommuner. Faktisk har de i Aarhus allerede fået henvendelser fra flere kommuner, der følger med i den interne CO2-afgift i Aarhus og gerne vil høre, hvordan de gør.
”Når vi nu laver den her vurdering af vores første erfaringer og bekymringer, så håber jeg da, at andre vil være med,” siger han
”Det er klart, at de interne CO2-afgifter ikke skal stå alene. Men de økonomiske incitamenter virker, og vi ønsker at skubbe til den udvikling,” siger Peter Pedersen.
”Det er naturligt for os at gå foran”.