Han tør at forestille sig verden efter klimakrisen: "FN's verdensmål kritiserer vores kapitalistiske økonomi"
Fremstår klimaoptimister ofte dummere end pessimister? Er verdensmålene en kapitalismekritik? Kan kunst være med til at løse klimakrisen? Har vi brug for et anderledes forhold til naturen? Et interview med en af klodens største science fiction-forfattere antager mange forgreninger.
“Vi har teknologien til at løse klimakrisen - vi har ikke økonomien," siger amerikaneren Kim Stanley Robinson fra scenen i et hvidt telt, tætbefolket med klimainteresserede af arten homo sapiens, den 28. maj i Søndermarken.
"Denne tanke er enten gruopvækkende eller beroligende, afhængigt af dit perspektiv," opfølger Robinson, en af verdens største nulevende science fiction-forfattere.
Hans talk under Bloom Festivalen er tituleret “Der er ingen planet B”, baseret på et essay af samme navn, som han har skrevet til lejligheden.
Den 70-årige amerikaner er perfekt castet til en festival, hvis fokus er videnskab og natur: Gennem en lang karriere er han blevet hyldet for evnen til at lave læsevenlig fiktion ud af tung videnskab og politisk og økonomisk teori.
Nutiden har i dag indhentet Robinsons fiktion. Han skriver oftest om klimaforandringerne på Jorden, ikke længere om kolonisering af fremmede planeter.
Robinsons relativt optimistiske klimafiktion - der også kaldes 'utopisk' - har en bred pallet af nysgerrige læsere. Alt fra biologer over klimaforskere til techbosser dykker ned i hans bøger som mulige vejledninger til, hvordan vi skal imødegå klimaforandringernes værste konsekvenser. Han blev sågar modtaget som en "kvasi-berømthed", da han holdt oplæg under FN’s COP26-klimakonference i Glasgow i 2021, hvis man skal tro et nyt interview fra New York Times: “Han mødtes med diplomater, økologer og virksomhedsledere og argumenterede for implementeringen af de ambitiøse idéer i hans fiktion - (...) udskiftning af fly med solcelledrevne luftskibe, omorganisering af økonomien med kvantitative CO2-lempelser, ny kryptovaluta til finansiering af dekarbonisering.”
"Verdensmål er en kritik"
Efter Kim Stanley Robinsons talk mødes han med journalisten på en bænk i det grønne. Forfatteren er iført jordbrun blazer, matgrøn skjorte og sandfarvede bukser - alle farver, der kunne være fisket ud af Søndermarkens natur, som i den mørkegule eftermiddagssol får en lysende, glorieagtig hinde.
Det ser lidt utopisk ud her i Søndermarken i dag?
“Ja, man skulle ikke tro, at vi befandt os næsten midt i byen - det er en virkelig smuk park,” siger Robinson, hvis hikingoptimerede Salomon-sneakers giver et hint om, at han ivrigt går ture i Sierra Nevadas bjerge i Californien, hvor han bor i “The Villages”, et økologisk bæredygtigt minisamfund.
Nu skriver vi jo blandt andet om FN’s verdensmål: Er målene så også udtryk for “utopisk tænkning”, når nu de udstikker en vision for bæredygtig udvikling for verden?
“Tjah… verdensmålene er en god idé. Og det er bedre at have dem, end det er ikke at have dem. Det fortæller os en hel del, at de findes," siger Robinson.
Forfatteren taler om de 17 konkrete mål og 169 delmål, som FN's 193 medlemslande i 2015 forpligtede sig til at arbejde frem imod, og som skal sikre en bæredygtig fremtid for planeten og menneskerne på den.
Disse mål er ikke designet til at optimere økonomisk vækst. Og de kan endda blive udgiftstunge på den korte bane – mål som afskaffelse af fattigdom, reduktion af ulighed og sikring af bæredygtige økonomier. Derfor går målene ikke lykkeligt hånd i hånd med den kapitalistiske markedsøkonomi i USA, der i højere grad er kendetegnet ved, at ”de rige bliver rigere, fattige fattigere, held og lykke til dig,” fortæller Robinson:
“De frie markedskræfter opfandt ikke disse mål af sig selv. Målene er ikke resultatet af kapitalisme. Du er nødt til at modarbejde kapitalisme for at formulere disse bæredygtighedsmål. Neoliberalisme vil lede til uretfærdighed, ødelæggelse af biosfæren og resultere i en masseuddøen på planeten. Derfor er der kommet en modreaktion i kulturen, som siger: Faktisk ville det være bedre, hvis verdens lande arbejdede mod de her bæredygtighedsmål. Men når FN-målene udtrykkes som noget, der ikke er en indlejret del af vores kapitalistiske økonomi, men i stedet står udenfor den, så tager økonomien fejl. Så verdensmålene er en kritik af vores politiske økonomi på en måde," siger Robinson.
I forfatterens øjne er hele verden i dag blevet til et stort sammenvævet kapitalistisk system. Han holder med egne ord "stadig fast i venstreorienterede værdier fra ungdommen". Det er dog svært at udfordre kapitalismen i hjemlandet - selv når hensigten er at redde planeten fra undergang:
"I USA er kapitalisme som en altomgribene, åbenlys lov. Du kan ikke tale om marxisme eller sociolisme. Du kan ikke engang tale om et socialt demokrati. Men du kan tale om retfærdighed, så du er nødt til at finde en anden vinkel ind i de her emner. Verdensmålene pointerer, at vores overordnede økonomi ikke vil skabe en bæredygtig verden af sig selv.”
Optimister fremstår dumme
Du virkede delvist optimistisk i din talk og kom med forslag til, hvordan verdenssamfundet kan finansiere en omstilling til grøn energi. Svigter vores fantasier os, hvis vi ikke er åbner blikket for at se alle de måder, hvorpå krisen potentielt kan løses?
”Tjah, jeg er nok optimistisk. Men jeg vil selvfølgelig heller ikke være for entusiastisk, for så begynder man at se dum ud. Der er én ting, jeg ved: Hvis du bliver kaldt ’optimist’, så synes folk samtidig også, at du er lidt dum. Det hører jeg meget. Men det er også meget lettere, at være i forsvarsposition altid... for eksempel på internettet. Ansigt-til-ansigt er det også lettere at være lidt kynisk, for så bliver dine håb ikke ødelagt. Du forventede alligevel ikke noget til at begynde med. Men det er ikke kun mig - en science fiction-forfatter og professionel optimist - der siger, at vi har grund til optimisme. Videnskaben fortæller, at hvis vi organiserer os, så kan det lykkes. Alle otte milliarder mennesker. Alle dyr. Vi har teknologien.”
Robinson er dog hurtig til at kalde den svenske klimaforsker Johan Rockstrøm, forfatter til bogen "Breaking Boundaries", for ”scary as hell”:
“Bogen er også blevet til en film på Netflix. Rockstrøm siger, at vi er tæt på at overskride (planetariske, red.) grænser, som vi ikke kan kravle tilbage fra. Så du er nødt til at lytte til ham. Han er overbevisende og en god forsker. Så der er grund til at være skræmt fra vid og sans, men selv han siger også, at hvis vi organiserer os hurtigt, så han vi undgå den værste skæbne. Jeg stoler på hans vurdering, for han er en forsker, der viser begge sider. Jeg ser mere mit arbejde som værende journalistisk. Jeg prøver bare at fortælle, hvad jeg hører fra eksperterne på en klar måde. Lyt til forskerne. Det er nok nøglen.”
Kan det ikke være svært at skrive optimistisk fiktion om klimakrisen… løsningen er ikke nødvendigvis så sexet som katastrofen?
”Ja, du sagde tidligere, at dit medie skriver konstruktive historier om verden. Jeg synes, at det er værd at gøre. Da jeg pitchede idéen til min bog ”New York 2140”, så både grinede og stønnede min redaktør. Han syntes, at idéen var idiotisk. Han sagde: Vil du virkelig skrive en bog om, at klimakrisen bliver afværget af finanssektoren?” griner Robinson.
Men kan det ikke være mere intellektuelt krævende at skrive dén historie, end at skrive at verden bliver smadret af en meteor?
”Jo. Det tror jeg er rigtigt. Og hvis du kan finde ud af at gøre det, så bliver det til en slags nyhedshistorie. Så bliver nyheden lige pludselig: 'Vi står overfor en katastrofe, som vi kan undgå'. Så giver man ikke føde til den doomscrolling-agtige følelse af, at vi ligeså godt kunne give op.”
Kan science fiction-litteratur være med til at løse klimekrisen for os?
“Den kan hjælpe. Det er man nødt til at tro på, hvis man tror på kunst i det hele taget. Men mere specifikt for science fiction: Vi skaber mening og hele vores sociale system ud af de historier, vi fortæller hinanden. Så det handler om sprog, sætninger og narrativer. Og nogle narrativer lyder: Hvis vi gør tingene sådan her, så når vi frem til et bedre sted. Det er en “Hvad nu hvis”-fortælling, hvor “hvis” er fremtiden. Så du kan høre, at det begynder at lyde ret meget som utopi eller profeti… eller for den sags skyld bare simpel planlægning. Som for eksempel en person, der planlægger at blive gift og få børn, og som derfor tager en krævende eller kedelig uddanelse. Det ER utopisik tænkning. Hele undskyldningen for at skrive sci-fi er et ret almindeligt fænomen.”
Nye naturforbindelser
Du sagde under dit oplæg, at "50 pct. af dna'et i menneskers kroppe ikke er menneske-dna"...
"Ja, det er utroligt!"
Har vi brug for en dybere forståelse af vores forbindelse til naturen, hvis vi skal ændre vores kurs - eller er det romantisk at tænke?
"Men vi har være menneskeoritenrede i tusindvis af år. Det hele har handlet om andre mennesker. Vi har måske set et andet menneske og tænkt: Det er et meget langsomt menneske, det menneske har rettigheder, og hvis mennesket bliver sygt, så kan jeg også blive syg, for vi er sårbare overfor de samme bakterier. Men nu handler det om hele planeten," siger Kim Stanley Robinson.
Han peger pludselig på en sort fugl, der hopper rundt i Søndermarkens græs:
"Se den fugl. Den ligner en krage, men med et gråt hoved. Vi har ikke den fugl i Californien. Men alle de her skabninger er som kusiner for os mennesker, de er nødt til at være sunde, for at vile kan være sunde. Videnskab og medicin er begyndt at lære os dette. Vi er langt mere forbundet til alt det her, end vi nogensinde har troet før. Måske stod det mere klart for folk i stenalderen, fordi de levede det, men for os i den højteknologiske verden, der er det nyheder. Måske handler vi anderledes, når nyhederne siver ind. Måske stemmer vi på andre ledere. Vi er i et ræs."
Og du kan godt forestille dig, hvordan verden ser ud på den anden side af krisen?
"Ja, hvis vi kan komme gennem dette årtusinde uden at ødelægge kloden, så vil det hele... ordne sig. Der vil være færre mennesker, renere teknologi, de vilde dyr vil stadig være her. Det er som om, vi er på vej gennem et virkelig smalt hul i menneskehedens historie, men hvis vi kommer igennem, så vil ting åbne sig op igen. Tænk på Danmark, folk er venlige her. Jeg ved, at mange danskere vil sige: 'Jamen det er fordi, du er en hvid mand, hvis du var en farvet kvinde, så ville det se anderledes ud'. Det er nok sandt, men det er ikke hele historien.... der er aldrig hele historien... det er derfor mine bøger altid er 600 sider lange," griner Robinson.
Forfatteren giver høfligt hånd og forsvinder i vrimlen af Bloom-gæster, mens journalisten går mod Søndermarkens udgang. På vejen ud høres menneskekvidder, insektsnak og fuglesummen... eller fik jeg begreberne blandet sammen?