”Vi skal klæde alle elever på til Verdensmålene”
Et dansk pilotprojekt afprøver nu en Verdensmålscertificering af skoler og ungdomsuddannelser, så alle elever kan få handlekompetencer til at bidrage til målene.
Flere og flere skoler i Danmark inddrager Verdensmålene i undervisningen, men arbejdet sker mere eller mindre vilkårligt fra skole til skole. Organisationen Chora Connection, der arbejder for at omsætte Verdensmålene til handling i en dansk kontekst, er derfor i samarbejde med Randersgades Skole og Rysensteen Gymnasium i gang med at udvikle en Verdensmålscertificering til landets skoler, der skal forankre målene solidt i det danske uddannelsessystem.
”Vores ambition er, at alle skoler skal arbejde målrettet med Verdensmålene. Bæredygtighed skal være normalt og centralt både i undervisningen og for selve skolen”, forklarer Kristine Tolborg, der er projektleder på arbejdet med certificeringsordningen.
”En hel del skoler er allerede i gang med fx Verdensmålsforløb, temauger eller Verdensmål som emne for 9. klassernes projektopgaver. Men endnu flere er ikke startet endnu. Derfor laver vi en certificering, der kan give skolerne en struktureret ramme, så alle kan arbejde målrettet med Verdensmålene”, siger Kristine Tolborg.
Hun peger på, at Danmark via tilslutningen til Verdensmålene – helt præcist delmål 7 under Verdensmål 4 om Kvalitetsuddannelse – har forpligtet sig til at undervise alle elever og studerende i bæredygtig udvikling, både socialt, økonomisk og miljømæssigt.
”Vi skal klæde skoleeleverne på til at bidrage til Verdensmålsdagsordenen. Den bæredygtige omstilling kan være en voldsom dagsorden for børn og unge, hvis ikke de får ordentlige værktøjer og handlekompetencer”, siger Kristine Tolborg.
Skal testes på skoler og gymnasium
Chora Connection har udviklet modellen for Verdensmålscertificeringen i samarbejde med en række udviklingsorganisationer, skoler og gymnasier. Nu skal modellen testes på fem pilotskoler i Aalborg samt Kalundborg Gymnasium – og Kristine Fjord Tolborg regner med, at der senere kommer endnu flere skoler med i pilotprojektet.
Målet er, at selve certificeringsordningen kan være helt klar til interesserede skoler om et år eller to.
”Selve Verdensmålscertificeringen bliver en treårig proces for skolen med en række forskellige moduler og handleplaner. Der er forskellige indsatsområder som fx efteruddannelse for lærere, undervisningsforløb og målsætninger for skolen selv som bæredygtig aktør, altså at skolen også skal have fokus på fx driften og ressourceforbruget eller trivsel og mangfoldighed”, forklarer Kristine Tolborg.
På sigt skal der også dannes et netværk mellem de skoler, der bliver certificerede, så de kan dele og udvikle erfaringer.
Kristine Tolborg opfordrer skoler, der er interesserede i pilotprojektet, til at kontakte hende på [email protected].